To små piger bliver veninder i et Napoli, der i 1950 var beskidt og fattigt. Det er et særligt venskab, der trods de ganske stærke følelser er præget af konkurrence og prøvelser. Elena er yndig og flittig, og Lila er temperamentsfuld, urolig og forbløffende godt begavet. Hun har tidligt lært sig selv at læse, og hendes intellektuelle kompetencer slår ikke blot klassekammeraternes, men også de der går to klasser over hende.
Barndommens gade er præget af nedslående, uvenlige omgivelser. Folk dør hyppigt ved arbejdsulykker, af uheld, voksne kvinder forsøger at skade hinanden fysisk på grund af jalousi, drengene slås, og efterkrigstidens Italien er præget af magtesløshed og aggressioner.
De to veninder opdager, at det eneste livgivende er læsning, og Lila sniger sig til at låne bøger og kaster sig energisk over latin og græsk, mens Elenas entusiasme mest er affødt af Lilas læringsbegær. Elena får mulighed for at fortsætte i gymnasiet, mens Lila selv begynder i farens skomagervirksomhed. Sammen med broren udvikler hun en særlig sko trods farens modvilje mod projektet, og den sko bliver senere årsag til en slags ’omvendt Askepot’, da en af mange tilbedere forsøger at købe den.
Under pigernes opvækst forandrer verden sig og giver plads til nye muligheder og nye attituder. Det sker ikke uden brydninger, og den gamle verden med dens aggressive mennesker og strenge kønsroller bliver stadigt vanskeligere at forholde sig til for to piger, der engang delte drømmen om at skrive en ny udgave af Louisa M. Alcotts ’Pigebørn’ og blive rige af bogsalget. De slås begge for at frigøre sig fra miljøet, men det er vanskeligt at afvise en velhavende bejler, der forærer forældrene et fjernsynsapparat.
Elena er jeg-fortæller og får midt i orkanens øje formidlet et billede af Lila, der bryder ethvert mønster og tør gå imod de fleste konventioner.
Min geniale veninde
Elena Ferrante
Oversat af Nina Gross
384 sider
C&K Forlag
Udgivet: 21.02.2014
Birte Strandby
