En stribe noveller med meget sansning og meget lidt handling. De fleste noveller har en dreng eller mand som jeg-fortæller, en enkelt har en pige. Temaet er ofte formidling af en stemning – en bevægelse i sjælen, og ikke så meget andet, men indfølende leveret. Slutningerne er til gengæld lige så irriterende åbne for gætterier – altså ingen hurtige, let-erhvervede konklusioner.

Flere af novellerne foregår om natten, og der er masser af mystiske lyde. En enkelt ’Natterskriverier’ handler om en forfatter, der ikke kan tage sig sammen til at skrive om dagen, men om natten mens han sover, skriver han på livet løs. Og næste morgen læser han sine natlige produkter med stor interesse og forbavselse.

En anden novelle har et svagt strejf af gys. En mand flytter ind i en etageejendom. I kælderen, hvor han stuver nogle af sine ting sammen, falder han over en kasse med en gravsten uden inskription. Han tænker meget over det med det manglende navn, og en novemberdag finder han på kirkegården et lyserødt bånd fra en krans. Der er flere tegn i sol og måne eller nærmere i snesjap og kulde, og han ender med uforvarende at gå ud foran en bil, og så ved han med et, hvad der skal stå på gravstenen.

Der er mere stemningsmættet ensomhed, lyd og død. To små piger ligger om natten og lytter efter sære lyde. En dreng bor hos sin bedstemor, der pludselig falder død om i køkkenhaven. Og der er den besynderlige novelle Trolddomståge, hvor jeg-fortælleren møder sig selv.

Lette at læse, svære at glemme igen.

Gyrdir Eliasson

Oversat af Erik Skyum-Nielsen

219 sider

Forlaget Torgard

Udgivet: 23.08.2011

Birte Strandby