Thriller med afsæt i krigen Ukraine

Stefan, politimand på tvungen orlov, ferierer i Sverige. Angiveligt har han undgået de store psykiske traumer og er på vej op igen. Naturen virker helende, indtil den ikke gør det længere. For lige pludseligt står han overfor et lig, eller rettere noget af et lig. Det ligger i en mose, og bedst som han arbejder sig nærmere, er der nogen der skyder på ham. Hans mobil går ud, og da han senere får kontakt til det svenske politi, er liget forsvundet. Den svenske efterforsker er venlig, men har ikke umiddelbart nogen grund til at tro ham.

I mellemtiden er der kommet en sniper til Malmö. En indvandrer er blevet dræbt, og en ung kvinde er blevet skudt på gennem et vindue til sin lejlighed. Tilsyneladende er der gang i racismen. En mistænkt arresteres i Malmö, men så bliver to børn skudt på en legeplads i Brøndby. Den voldelige racisme er kommet over vandet. 

Stefan inddrages igen i politiarbejdet. Man har en formodning om, hvem det er, han har set i mosen, og han kommer i kontakt med datteren til den mulige afdøde. Hun er ved at udvikle sit firma, der blandt andet handler en del med Ukraine, og inden Stefan får set sig om, er han involveret i våbenhandel. Han går under cover og bliver selv en del af en højreekstremistisk gruppe og får ansvaret for en våbenhandel og en bombesprængning under en demonstration, og fra små personlige hetzer udvikler det sig til våbenleverancer til ukrainske, private militser.

Her er fart og tempo og krige på flere niveauer. Det bliver hektisk for Stefan og kompagni, men værre bliver det for svensk politi, da man opdager fjenden i egne rækker. Handlingsmættet, spændingsmættet – og troværdig?

Malmösyndromet

Keld Broksø

403 sider

Ambush Books

Udgivet: 01.06.2022

Birte Strandby