Det er næsten som at åbne Emil fra Lønneberg: Røde træhuse, birketræer og måske er vi i begyndelsen af 60’erne.

I hvert fald er vi ude på landet, og der er mange dyr og meget natur i Lilys verden. Hjemme hos hende, hos mor og bedstefar har de høns, duer og en hund. Hos naboens Ejnar har de køer og katte, og så er der alle de vilde dyr. Rådyr, egern, ræve og santhansorme.

En aften bliver der banket på døren hos Lily. Det er en mand der har ramt et rådyr med sin bil. Bedstefar og Lily går med ham ud for at lede efter det sårede dyr. Det er allerede dødt, og Lily opdager, at det har et lille rålam. Hun tilbyder at passe det, selvom både dyrlægen og bedstefar siger, at det kan blive vanskeligt, og et så lille lam sandsynligvis vil dø. Men Lily får lammet med hjem og lærer, at det skal have mælk hver tredje time, så længe det er så lille. Lily går op i opgaven med liv og sjæl, og hendes ven Ejnar og mor deltager også i nattefodringerne. Lammet vokser, og Lily ved, at når det er voksent skal det tilbage i naturen, hvor det hører til.

Rålammet er ikke det eneste dyr, og Lily følger dem alle engageret. Det er en sødefortælling, og der er også lidt om dyrenes liv og vaner, og om Lilys Sankt Hans. Akvarelbillederne minder som nævnt lidt om Småland om foråret.

Lily Dyreven er forbløffende harmonisk i forhold til andre af tidens børnebøger. Her er velmenende voksne, søde børn, nuttede dyr og gode venskaber. Fin til dyreinteresserede børn.

Lily Dyreven

Foråret med Tiktik

Bente Strager Hansen

Illustreret af Susanne Lodahl Sigaard

181 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2019

Birte Strandby