I Leviathan møder vi den meget trætte Kolya som bor med sin kone og søn i en lille russisk kystby, ud til vandet. Huset er flot og har også en god beliggenhed og dette er en af grundene til, at den lokale borgmester med næb og kløer forsøger at få smidt Kolya ud. Der er valg om et år, og borgmesteren vil bygge en kirke på grunden for at holde sig på god fod med de koptiske katolikker som har befolkningens hjerter. Handlingen starter, da Kolya henter sin gamle ven Dimitry ved stationen. Dimitry er advokat fra Moskva. Sammen skal de prøve at tage kampen op imod borgmesteren.

Filmen spiller, rent æstetisk, som en af de mange svenske film der er oppe i tiden (Oslo 31. august, Play, Lad den rette komme ind, Som i himlen etc.), dog med nogle langt mere seriøse undertoner.

Dette er måske også, hvad der på den ene side gør stilen lidt frisk og ny, men samtidig tung og til tider kedelig.

Den har dog en del charmerende øjeblikke. Det viser sig at man i Russisk film deler de samme karikaturer som man i den vestlige verden bruger om folk fra Rusland. Alle drikker konstant vodka shots som om det er kildevand. Imens Kolya og hans advokat ven, drikker vodka shots, kommer borgmesteren forbi som også lige har drukket vodka shots sammen med den lokale biskop. Så står de og råber lidt af hinanden og Kolya henter sit gevær.

Når Kolya så skal ud at hygge sig med vennerne, så kører de ud i marken og drikker endnu flere vodka shots imens de skyder efter de tomme flasker med angrebsrifler. Børnene er selvfølgelig også med.

Filmens titel og fortælling om den klassiske kamp imellem den lille mand og den undertrykkende stat, drager på associationer til Thomas Hobbes Leviathan. Livjatanen, som den kaldes på dansk, nævnes da også direkte i filmen, i form af et citat fra Jobs Bog hvor den oprindeligt indgår.

Hobbes anvendte det mytiske væsen i sin bog af samme nav, som en metafor for den samlede og suveræne stat. Det er i den sammenhæng almindelig, sund fornuft at se det totale og kaotiske kompleks af statslige organer som et stort, faretruende havuhyre.

I filmen, som er en omfortælling af Jobs Bog, hvor gud er erstattet af staten, bruges Livjatanen i Hobbes forstand.

Filmen er filmet omkring Murmansk, men drager associationer til den kendte historie om Sovjet Unionens udnyttelse af Aral havet i 1960’erne.

På de flotte billeder af landskabet kan man se, at vandstanden er sunket en smule, og kameraet vender i løbet af filmen tilbage til gamle fiskerbåde som er gået på grund og et kæmpemæssigt hvalskelet (også en klar association til filmens titel).

I 1960’erne forsøgte man at grave kunstige floder til at udnytte Aral havets vand til en række landbrug der nu skulle til at dyrke bomuld. Man mente at Sovjet Unionen på den måde kunne komme til at stå bedre rent økonomisk. Det var selvfølgelig også en opvisning i stor magt overfor naturen.

Projektet resulterede i at Aral havet i dag (tidligere en af verdens fire største søer) er mindre end ti procent af sin oprindelige størrelse, og at Unionen i den sammenhæng gik tilbage økonomisk, da det var her, man hentede de fisk til eksport som udgjorde en betydelig del af nationalproduktet.

De landbrug som i øvrigt igennem totalstyring var blevet sat til at droppe deres originale sorter for nu at drage glæde af de nye floder, kunne heller ikke omstille sig på en tilfredsstillende måde. Der går endda historier om at nogle landmænd fjernede deres gamle sorter med napalm for at gøre plads til bomuld, uden at tænke over at der selvfølgelig ikke kunne vokse noget bagefter. Desuden kunne man jo heller ikke spise bomuld, som man kunne de gamle sorter og koblet med nedgang i fiskeindustrien, var der lagt i ovnen til hungersnød.

Det er således 60’ernes tilsyneladende stærke, men dog ikke særligt kloge livjatan, som instruktøren her minder os om. Hver gang borgmesteren i filmen udøver sin autoritet, fra sit lille kontor med billedet af Putin, får vi billederne af fordums tids fejl, de strandede fiskerbåde, som for sarkastisk at spørge: ”Hvad er det nu overhovedet denne autoritet har gjort for at beholde sin magt?”.

Det store, strandede hvalskellet vi også ser igen og igen er ligeledes mindet om dette. Livjatanen, i sin positive Hobbeske forstand er død i det moderne Rusland. Nu er der kun en grådig og kaotisk håndfuld af højtstående individer, som stadig leger at de har dens autoritet.

Man kan i den sammenhæng kritisere filmen for at gøre sine antagonister lige lovlig karikerede. Borgmesteren er ikke langt fra Disneys gamle anti-semitiske karikaturer af jøder.

Filmen er flot, men ikke exceptionel. Dens stil er set før, ligesom dens historie. Det mest interessante ved den er skildringen af moderne teknologi i udkanten af Rusland.

I starten af filmen tror man, at man ser noget fra 60’erne. Senere begynder man at tænke at det må være 80’erne, men så er der pludselig en der hiver en smartphone frem. Borgmesterens bil er også ganske ny. Alle har smartphones, men deres computere ligner noget fra start halvfemserne.

6/10

Udgivelsesår: 2014

Spilletid: 2 timer, 20 minutter

Instruktør:Andrey Zvyagintsev

Medvirkende: Aleksey Serebryakov, Elena Lyadova, Roman Madyanov

Alex G. Østergaard