Se aldrig væk er den tredie af Barclays krimier, der er oversat til dansk. Uden et ord der var Barclays gennembrud som thrillerforfatter, blev den mest solgte bog i England i 2008.
I Se aldrig væk møder vi journalisten David. Han er gift med Jan og har en søn Ethan, derudover er han journalist og ser sig selv som lidt af en blodhund af slagsen, så han elsker at afsløre korruption eller urent trav i det politiske establishment.
En helt almindelig dag begynder Davids liv at gå i spåner. Den lille familie er på udflugt til en forlystelsespark, da Ethan forsvinder. Efter en hektisk jagt gennem parken finder David drengen, men nu viser det sig at hustruen Jan er forsvundet – og hun kommer ikke tilbage.
David går til politiet og efterlyser Jan, men snart tager sagen en mere alvorlig drejning. En række indicier dukker op, og de peger alle på, at David har myrdet konen. Ikke mindst politiet hælder kraftigt til den antagelse.
Sagen udvikler sig hurtigt mere og mere mystisk. Jan viser sig slet ikke at være Jan, men en helt anden kvinde. Det er helt uvirkeligt for David at moren til hans søn skulle være en hårdkogt kriminel og medlem af en skruppelløs røverbande.
Thrilleren følger to spor, David og Jan. Og mens David fortvivlet søger efter en forklaring, får vi indblik i Jans kyniske jagt på millionerne. På den måde bliver man måske lidt tidligt klar over rollefordelingen i historien. Der en god del noir krimi over historien. Den tragiske scene er sat, den iskolde femme fatale spiller sine kort med uhyggelig elegance, og helten jagter en sandhed, han i virkeligheden slet ikke vil kende. Skæbnen leger igen med menneskene, men i den sidste instans forbarmer sig dog en smule.
Se aldrig væk
Forfatter: Linwood Barclay
Oversæt.: Erik Barfoed
324 sider
Forlag: Rosinante
Udg.: 12.03.2012
4 glober