Vi befinder os et sted mellem eventyr og fantasy. Cass er et gadebarn, og han er destineret til at udføre en særlig opgave: Han er Drengen fra Vest, og han har særlige evner. Han er for eksempel fantastisk til at ramme, hvad enten hans våben er en slangebøsse eller bue og pil.

Kaptajnen fra Søsejleren får lejlighed til at opleve, hvor godt drengen skyder og tager ham med om bord på skibet, hvor man godt kan bruge en dygtig skytte, og der bliver hurtigt behov for hans evner, fordi Søsejleren tørner sammen med et piratskib. Det lykkes Cass at uskadeliggøre en del af roerne og lederen, så Jordriks skib kan sejle videre, til de når havn. På land møder de kong Ranks, og Cass forelsker sig i smukke Elina. Her kunne historien være afsluttet, men som Drengen fra Vest må Cass fuldføre sin mission og han tager af sted sammen med ni dygtige krigsmænd. Ikke overraskende slutter historien med en tvekamp, der er en del af projektet og formålet med Cass’ mission.

Cass er trods det tydelige heltemateriale en lidt sammensat person. Han har nogle evner, og en del af hans omgivelser bryder sig ikke om ham, og de bryder sig slet ikke om at se ham i øjnene. Og i modsætning til andre helte, så besvimer han jævnligt, og han kan ikke tåle hverken øl eller spiritus. Desuden får han flere bank og skader end Bruce Willis i de første fire Die Hard-film. Skaderne fylder rigeligt i romanen, men det er alligevel et imponerende projekt af en fjortenårig forfatter.

Legenden – om Drengen fra Vest

Maria N. Blicher

232 sider
mellemgaard
Udgivet: 2013

Birte Strandby