Frida arbejder i Kirkens Korshær. Her reparerer hun puslespil. Lægger dem, får Søren til at lave de manglende brikker som hun efterfølgende maler, så puslespillet igen kan fremstå som intakt. Søren der laver brikkerne er født i Tyskland og i øvrigt slem til at fyre sjofelheder af.
Den tredje hovedrolleindehaver er Henry, der er pensioneret politimand med belastet fortid.
Frida og Henry mødes. Sød musik opstår ikke. Derimod falder Frida i søvn, hver gang hun besøger Henry. Henry spiller for høj musik, og så har han en kanariefugl, som Frida godt kan lide. Bekendtskabet udvikler sig, de følges i zoologisk have og måske står de overfor et forhold.
Søren fortæller Frida om Henrys belastede fortid, og så forandrer han sig selv, dropper de sjofle bemærkninger og bliver medlem af en forening for mennesker, der har set ufoer. Og hvad er så mere naturligt end at Frida og Søren gifter sig?
Hvis man leder efter meninger og sammenhænge, så skal man ikke lede i denne roman, her er ingen foræringer.
Frida er ordblind og opfatter bøger som provokerende. Hun har oplevelser fra barndommen, som hun undertrykker. Har hun været udsat for overgreb, og er det overhovedet en forklaring på hendes naive tale og begavede tanker: Praktiserer han i virkeligheden en form for dilettantkomedie? Også hendes opførsel er sært naiv, men alligevel er hun i stand til at planlægge et mord i alle detaljer inklusive bortskaffelse af liget.
Fortællerens skæve synsvinkel med fokus på Frida styrer i det meste af romanen bortset fra et enkelt kapitel, hvor Henrys tid som politimand udlægges.
Kvinden i korshæren
Henning Mortensen
160 sider
Gyldendal
Udgivet: 10.02.2015
