En fordømt slægt eller blot fem generationer med storhed og tragedie i alle generationer? Suzanne Brøggers roman fra 1997 er genoptrykt med overbliksvenligt forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Jadekatten er det tætteste Suzanne Brøgger kommer på en almindelig roman, og så er romanen naturligvis langt fra almindelig, for Brøggers rapkæftede, energiske fortællestil sender karakterer på banen med en voldsom dramatik og en vidunderlig formidling af det brogede persongalleri – eksempelvis Gwendolyne, også kaldet fløjlsrøv, der var kunstnerisk anlagt og …gav råd til kvinder, der havde en halv sofacykel, som de gerne ville have syet om til aftenstola
Romanen har angiveligt afsæt i virkeligheden, men karaktererne er nærmest overvirkelige. Her er ingen små, stilfærdige eksistenser, her er krig og jalousi og tilværelsen under to krige på tre kontinenter leveret med Brøggers bramfri fortællefyrværkeri: Du glade verden, hvor de ’nirkede’ de gamle tipoldemødre!
Vi følger familien Løvins kvinder, der er en anelse mere komplekse end familiens mænd, der først og fremmest er kendetegnet ved ’ikke at besidde evne og lyst til troskab’. Kvinderne på deres side har skønhed, begavelse og personlighed selvom det angiveligt ikke letter tilværelsen for dem: Katze er alkoholiker. Li, hendes ældste datter, omtales siden sit andet ægteskab som katten og hendes mand som hunden. Udover døtrene fra Lis første ægteskab, får hun yderligere to sønner – to fortabte, negligerede børn, der dårligt kan tale i tiårsalderen. Lis ældste datter, Zeste, berømmes for sine mange talenter og presses af sin mor til en karriere på scenen, ligesom mor Li står klar i kulissen med at motivere Zeste til at gøre sine graviditeter til aborter, så Zeste kan bryde kvindernes onde cirkel ved ikke at få børn. Zeste ender som højtråbende posedame.
Jadekatten – En slægtssaga
Suzanne Brøgger
Forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
592 sider
Gyldendal
Udgivet: April 2013
Birte Strandby
