”Det er vigtigt at have en god hukommelse, for så har man kontrol over sit liv.”

Karitas er kunstner. Hun inddeler sine dage i de gode dage – dem hvor hun får malet og de sorte dage – dem hvor hun ikke får malet.

Hun kæmper på sin ødegård på Island for at få plads til kunsten i sit liv, men der er masser af modstand og forhindringer i skikkelse af mennesker, der med deres kærlighed gør krav på den opmærksomhed, hun helst vil forbeholde maleriet: Børn og en ægtemand, der er fisker og efterlader hende alene en stor del af tiden, veninder der griber ind, når hun har været alene for længe. Familien og vennerne har betydning, men hun frustreres over deres afbrydelser. På et tidspunkt er hun ved at smide en gæst ud, der afbryder hende midt i en tankeproces. Karitas er afvisende grænsende til det autistiske, men omgivet af indtrængende mennesker, der vil have en bid af hende, uden at hun helt vil anerkende deres betydning for hende.

Bogen er opdelt i små kapitler. Karitas kunstneriske udvikling beskrives af en jeg-fortæller, og Karitas ydre liv er en tredjepersonsfortælling. Der er mange stærke billeder af kvinder, mens ægtemanden, Sigmar, først og fremmest er en insisterende mand med smukke øjne og stor viden om Karitas.

Holdning og tankemåde har en vis lighed med kvinden Hagar i The Stone Angel af Margaret Laurence, blot er det hos Laurence Canada og ikke Island, der udgør den øde baggrund.

Det er en intens og lidt tung læseoplevelse om et usædvanligt menneske.

Forfatter: Kristin Marja Baldursdóttir
Oversat af Aslaug Th. Røgnvaldsdóttir
552 sider.
Forlag: Gyldendal

Birte Strandby