Fire menneskers beretninger udgør denne Kantate til Emilia – en hyldest til det ydmyge menneske, hvis tavshed fastholder andre i deres selvbedrag.
Af de fire er to unge og to gamle: Illona er ukrainsk indvandrer i Rom. Hun er fuld af ungdommeligt mod og kun blind for egne fejl, ikke for de andres. Conti er tidligere embedsmand, enkemand efter Emilia og betaget af Odysseus. Så betaget, at Contis endeligt er poetisk beskrevet i homeriske vers, omend med et noget andet ordforråd end det den gamle græker anvendte:
Storøjet måber Odysseus – Artemis ligner hun ikke,
rank er hun ej af statur eller vækst, men federe af skabning.
Walat er netop blevet færdig på Kunstakademiet. Hans forældre er indvandrere, bosat i København, og Walats livshistorie spænder fra en bedstemor, der stak af med hans mor og døde lillebror fra et hospital i Tyrkiet, til fjernsynets Dr. Phil, der taler indtrængende til en overvægtig, amerikansk teenager.
Den sidste af de fire er Gerd, der underviser i dansk for indvandrere. Hun lever i lesbisk parforhold med Kim, og de har to voksne døtre. Gerd kan lide orden i tingene, og i lighed med de øvrige hovedpersoner, især Conti, kan hun kunsten at lukke af for såvel selverkendelse, virkelighed, ja, selv hørelse.
Som en bedre Gustav Wied eller Herman Bang på nudansk foreholdes såvel hovedpersoner som læseren dette lidt naragtige og meget menneskelige: Evnen til at selektere tilværelsens mulige fortolkninger til eget behag, uanset hvad virkeligheden ellers måtte byde på af påtrængende afsløringsteknikker. Eller måske hedder det bare overlevelsesevne?
Under alle omstændigheder velskrevet, pinligt troværdig og usædvanligt underholdende.
Forfatter: Efie Beydin
245 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet 27.01.2009
Birte Strandby
