Kagedronningen Annemette Voss Fridthjof er klar til et inspirere bageglade danskere atter engang. ”Kagebogen” er seneste skud på stammen af opskrifts- og bagebøger skrevet af Annemette Voss Fridthjof. Du kender hende fra “Den store bagedyst” som hun vandt i 2013. Udgivelsen af denne bog er – selvfølgelig – perfekt timet af Politikens Forlag, idet det populære bageprogram netop nu ruller henover skærmen atter engang. Det kalder automatisk på ny inspiration til det kageglade folk – og dét leverer Annemette Voss Fridthjof her.

“Kagebogen” henvender sig til dig, der elsker at bage lækre bradepandekager, skærekager og andre formkager, der let og ligetil lader sig fremtrylle. Det er med andre ord enkle og gode kager uden fondant og pynt i litervis. Til gengæld får du massevis af velsmag, hygge og tilfredsstillelse til den søde tand uden stort besvær. Enkelt men godt, fristes man til at sige! Kagerne i bogen er perfekt til mange mennesker – fx til skolekammerater, familieudflugter, møder i foreningen, spejder eller som kollegakage.

Annemette Voss Fridthjof har i denne kagebog valg at give læseren en vifte af velsmagende og velkendte skære- og formkager. I bogens forord giver hun udtryk for, at hun gerne vil hjælpe læserne med nogle tilgængelige kager man ”lige kan røre sammen på nul komma dut, smække i ovnen og – på med lidt enkelt pynt – og så har man en lækker kage, der gør alle maver glade”. Det er da også i det store og hele dét, som ”Kagebogen” rummer og formår, men selvom du har røremaskine og andre gode redskaber til rådighed, skal du nok ikke forvente at alle bogens herligheder lader sig frembringe ”nul komma dut”. Jo flere delelementer en opskrift består af, jo mere arbejde ligger der i reglen også i at fremstille en opskrift.

I bogens første del får læseren et nyttigt kapitel med basisviden, hvor forfatteren guider dig til at få tjek på  bageudstyr og -forme. Hun fortæller desuden kort om forskellige bage-teknikker (folde, vende, piske eller røre) og beskriver nogle af de allervigtigste ingredienser.

Alle opskrifter er smukt og indbydende fotograferet af Stine Christiansen. Inge Rand har stået for bogens grafiske tilrettelæggelse, som er enkel og vellykket. Opskrifterne er præsenteret overskueligt, og alle delelementer bliver gennemgået hver for sig – både i ingredienslisten og i arbejdsanvisningen. Det gør det ligetil at gå i gang med bage. Hvor forfatteren har fundet det relevant, er der angivet flere forskellige forslag til tilbehør med sidehenvisning til disse opskrifter. Det er en fin og enkel idé, der gør opskrifterne lidt mere varierede. I alt finder du 11 forskellige opskrifter på tilbehør bagerst i bogen. Ved hver kageopskrift er sværhedsgraden angivet. Jeg er langt fra enig i angivelsen heraf. Et eksempel er en kiksekage, hvor opskriften består af to dele: En opskrift på vaniljekiks og en opskrift på chokoladefyld. I min optik tager bogen ikke højde for, hvor svært det kan være at arbejde med chokolade for en novice. Det skiller som bekendt let. Jeg studser derfor over, at opskriften betegnes som værende let.

Kagebogen indeholder i alt 48 opskrifter på dejlige kager, der er relativt enkle at gå til både hvad angår indkøb og fremgangsmåde. I forlagets og forfatterens præsentation af bogen hedder det, at ”Denne bog gør det let at gøre det lækkert, for nu behøver du kun at lede ét sted. Annemette Voss Fridthjofs samling af de nemmeste, bedste og mest velsmagende kager består af alle klassikerne og lidt til”. Det er nu nok at tage munden lidt for fuld at hævde, at du kan nøjes med at kigge ét sted. Jeg søgte i hvert fald forgæves efter flere gode kager fra barndommen, hvor mødrene bagte alverdens kreative bradepandekager som de fandt opskrifterne på i ugebladenes små opskriftshæfter eller havde fra en serie løsblads bageopskrifter udgivet af Gluten og Amo mel. Et par eksempler er bistik (gærkage med mandler) og herregårdskage (lys kage med bagt kokosmarengs). Når det er sagt, så vil du med garanti blive inspireret til at bage med ”Kagebogen” i hånden.

Kagetraditioner – og navne – er som bekendt lokalt funderet. Derfor er det ærgerligt at man ikke har gjort noget ud af at omtale kagerne med deres eventuelle synonymer. Eksempelvis kan læseren finde opskrifter på ”Den du ved nok”, der andre steder kaldes ”Guf guf kagen” og giftkage, der også tit går under benævnelsen bladankage. For nogle læsere vil synonymerne givetvis være en god hjælp, når de skal navigere rundt og finde den rette opskrift – ikke mindst fordi Annemette Voss Fridthjof ej heller præsenterer de enkelte opskrifter og deres historie eller smag.

I ”Kagebogen” finder du alt fra opskrifter på gammeldags ølkage, sandkage, toscakage, gulerodskage, banankage, bedstefars skæg, brownie, brunsviger og drømmekage til mere moderne kager såsom polentakage og blondie med lime og salte mandler. Der er med andre ord noget for enhver smag; lækkert og godt! Til familiens mindste er der en bradepandecookie med smarties. Man kunne sagtens have prioriteret flere decideret børnekager; fx en krymmelkage (confettikage) eller en sjov regnbuekage.

Jeg er vis på at denne dejlige kagebog vil komme til stor anvendelse og glæde i mange danske hjem. Det er også en oplagt gaveidé til unge, der skal flytte hjemmefra og som har brug for et godt udgangspunkt, når de fx skal bage kager til medstuderende, kolleger og bofæller på kollegiet. Hvis man har ældre familiemedlemmer, der også efterspørger dejlig hjemmebag, er det også en fin bog at søge inspiration i. Her er mange gamle kageklassikere, der fint kan fryses ned i små portioner til den ældre. Bemærk dog, at forfatteren ikke har angivet fryseegnethed. Samlet set har den tidligere bagedyst-vinder Annemette Voss Fridthjof frembragt en herlig bagebog, der får tænderne til at løbe i vand.

Kagebogen

Nemme skærkager til enhver lejlighed

Forfatter: Annemette Voss Fridthjof

Forlag: Politikens Forlag

136 sider. Hardback

Udgivelsesdato: 1. 10. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg