Her er igen en af den slags børnebøger der er dukket op i 2019 for at appellere til børn af voksne, der ikke reagerer på klimaproblemerne.

Denne handler om klimaets unge stemme, Greta Thunberg, der i modsætning til de voksne fortalere for klimaet bliver hørt – klart og tydeligt – omend der stadigt er ganske langt fra erkendelse til aktion hos de voksne. Sådan må det jo være for en gammel, vanedannende forbrugskultur, der pludselig skal slankes og i form.

Den femtenårige Greta Thunberg talte om klimaet den 12. december 2018 på COP24 i Polen. Hun skældte ud på den voksne verden der var bekendt med vanskelighederne, men ikke gjorde noget konstruktivt, og hun gik i strejke for klimaet. I begyndelsen var hun alene i sin strejke, men budskabet bredte sig via Facebook og Twitter, og den 15. marts 2019 strejkede børn i 125 lande. Med Paris-aftalen er der lavet de hidtil mest ambitiøse mål for, hvordan problemerne tackles fremover. Men vi kan alle gøre noget: droppe bilen og flyet og bruge bus, tog og cykel, plante træer, spise grønnere, spare på vandet,, genbruge. Der er masser af muligheder.

Bogen er let skrevet, og der er QR-koder, så man selv kan høre Greta Thunbergs taler. Teksten ledsages af fotos af hovedpersonen og de ting hun taler om. Det er en fornuftig indledning til et stort problem, og den efterlader læseren med håbet om, at tingene kan forbedres, hvis vi alle går ind for en mindre klima- og miljøbelastende livsstil.

Budskabet er fint og forståeligt og præsenterer værktøjer til enhvers formåen.

Greta Thunberg

Emilie Tholstrup

32 sider

Straarup & Co.

Udgivet: 2019

Birte Strandby