I oktober 1953 er den 46 årige Astrid Lindgren i Berlin for at fortælle byens bibliotekarer og boghandlere om ‘Pippi Langstrumpf’. Her møder hun Louise Hartung, og de to danner et venskab. De udveksler breve frem til Louises død 12 år senere. Mere end 600 breve bliver det til. I ”Jeg har også levet” har forfatterparret Jens Andersen og Jette Glargaard redigeret denne brevveksling.

Børnebogsforfatteren Astrid Lindgren kræver ingen nærmere introduktion. Louise Hartung var en tysk børne- og ungdomskonsulent i en indflydelsesrig stilling i det berlinske børne- og ungdomsforsorg (Hauptjungendamt). Gennem årene bestred hun en række poster indenfor børne- og ungdomskulturen b.la. med fokus på at fremme forståelsen for den gode bog som et led i afnazificeringsprocessen. Hun var intellektuel, musisk og havde akademiske studier bag sig.

Brevvekslingen mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung er både et indblik i to kvinders hverdagsliv, deres sjæleliv og et tidsbillede af to lande. De to kvinder skildrer igennem brevene, hvordan de har det og beretter om stort og småt fra hverdagen, ligesom de reflekterer over store tematikker som efterkrigstidens politiske Europa og hvordan, man gør klogt i at præge børn. Det er med andre ord berigende og tankevækkende læsning, endskønt der også bliver visse gentagelser og trivialiteter – sådan som brevformen nu engang indbyder til.

Korrespondancen er præget af markante fællestræk og ét særligt punkt, der skiller de to kvinder. De er fælles udi at elske kulturen, hylde fantasien, at værne om børns rettigheder til et godt liv, de er arbejdsomme og de reflekterer begge meget over tilværelsen. Men Louise nærer lidenskabelige følelser for Astrid, der klart og tydeligt tilkendegiver, at hun alene ønsker et platonisk forhold. Igennem brevvekslingen står det klart, at der er en ubalance i relationen. Den lesbiske Louise forgaber sig i Astrid og sætter hende op på en piedestal. Astrid overøses med breve og fine gaver, der sendes fra Berlin. Den populære børnebogsforfatter er eftertragtet fra mange sider, og kan ikke honorere Louises høje forventninger. Gang på gang forklarer Astrid, at hun både har familie, redaktørjob, forfattergerning og andre venner, der også gør krav på hende.

”Jeg har også levet” er et meget intimt møde med to kvinder. Deres breve er som en slags dagbogsnoter og gensidige meningsudvekslinger om stort og småt. Især Louise beretter følelsesladet om, hvordan hun begærer Astrid. Man fornemmer, at de gennem brevene opbygger forståelsen for hinanden, men også bruger brevskrivningen som en bearbejdning af tilværelsens små fortrædeligheder. Måske kunne det være til inspiration?! At vi i større grad gør brug af breve og mail til at knytte bånd med hverandre. Det er rørende og livsbekræftende at se, hvordan to kvinder på lang afstand formår at bevare en relation i årevis med brevet som omdrejningspunkt.

Mest af alt brevvekslingen en påmindelse om at holde fokus på fællestræk fremfor forskelle. Det er beundringsværdigt at se, hvorledes det lykkes dem at holde fast i venskabet skønt Astrid må holde den kurtiserende Louise stangen. Det er en udsøgt fornøjelse at læse deres breve, der emmer af ærlighed, varme og åbenhed. Redaktørernes velformidlede forord og kommentarer undervejs er en nøgle til at forstå konteksten.

Jeg har også levet – En brevveksling

Redaktører: Jens Andersen og Jette Glargaard

Oversættelse: Jette Glargaard og Kina Bodenhoff

Forlag: Gyldendal

560 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: 15. 1. 2019

Nønne Lønne Votborg