Indiana Jones and the Last Crusade

Tre er det bedste tal

Den sidste film i Indiana Jones-serien er klart den bedste. Den er så god, at der ingen grund er til at forsøge at toppe den. Jeg troede på et tidspunkt, at man rent faktisk havde lavet en fjerde film, men det viste sig bare at være en dokumentarfilm om Shia LaBeouf og nogle aber. Det gør nu heller ikke noget, at Indiana Jones takker af efter tre film. Særligt når der er tale om tre så stærke film. Faktisk ville det, når det kommer til stykket egentlig bare være absurd at lave en fjerde film. I sidste ende er det en god ting, at Spielberg, som den rationelle, garvede instruktør han er, har valgt at tre film er nok. Så giver det også mere mening, at den sidste film hedder Det Sidste Korstog i stedet for noget andet. Hvad skulle man overhovedet kalde en fjerde Indiana Jones film? Det kan næsten kun blive dumt, og hvis Spielberg begyndte produktion nu, så ville George Lucas med garanti komme og begynde at forslå alle mulige mærkelige ting. Det hele ville bare begynde, at flyde ud i aliens og spøjse scener med køleskabe og alt muligt. Nej, hvis det rent faktisk skete, så ville det sandsynligvis blive en fiasko. Filmen ville sikkert blive så dårlig, at den ville påvirke dens forgængere. Det kunne blive helt forfærdeligt, men heldigvis er Spielberg en fornuftig mand…

Arkæologi

I The Last Crusade finder vi den kendte professor i arkæologi, Indiana Jones, som i forbindelse med undervisning, hvilket er hans primære beskæftigelse, fortæller sine elever den sandhed det er at arkæologi er pissekedeligt. 70 % af arkæologer laver ikke andet end, at sidde i gamle biblioteker og forske, de sidste 30 % børster sten med koste. Det mest interessante en arkæolog laver er altså ikke mere spændende end den absolut kedeligste olympiske disciplin. Kort efter at han har forklaret sine elever dette, bliver den kære professor kidnappet af nazister. Resten af filmen er en opvisning af Indianas særligt destruktive brand af arkæologi, hvor alle fund starter med afpresning og ender med mord.

Sønnens navn

Imens der er mange fantastiske scener i The Last Crusade, så er introsekvensen den mest interessante. Den fungerer som en slags poetisk actions-sekvens, en ting man kan sige om flere af scenerne i filmen, men som man desværre ikke kan sige om mange actionfilm der bliver lavet i dag. I den lærer vi grundlæggende, hvordan Henry Jones Junior blev til Indiana Jones. Hvordan han fik sin hat, sin pisk og sin frygt for slanger, og særligt hvordan hele hans image er baseret på en god gammeldags skurk. Manden, som i løbet af en symbolsk jagt, bliver billedet på den faderfigur, som altid var fraværende i Indys opvækst. Det gennemgående motiv i The Last Crusade er i den sammenhæng faderen, et motiv som behandles i næsten alle Spielberg film på den ene eller den anden måde (Jurassic Park, Schindlers List, Minority Report etc.). The Last Crusade handler mere specifikt om faderens ret. Indiana bebrejder sin far, hvilken ret havde han til på samme tid at påtage sig autoriteten og være fraværende? Hvilken ret havde han, med andre ord, til at opretholde loven, men ikke være til stede til at forklare den? Komplekset minder med andre ord om gud i kristendommen, den himmelske fader. Med hvilken ret kan det, som vi ikke kan se, kræve vores underkastelse? Spielbergs svar er interessant.

Faderens navn

Svaret udtrykkes bedst i en af de sidste scener, hvor Indiana observerer, hvor let hans far vender ryggen til alt det de lige har været igennem. Hvor let han kommer videre fra konklusionen på det projekt, som han har brugt hele sit liv på. Da Indiana spørger sin far hvad det egentlig var han fandt, siden at han kan gå derfra uden selve objektet for sin søgen, svarer faderen ganske simpelt ”illumination”. Dette bliver konklusionen på filmen, det vil sige begge filmens projekter. Faderens projekt var, at finde den hellige gral, Indianas projekt var, at finde sin far og derefter at forsøge at forstå ham, i den forstand at forstå den ret han havde til at gøre som han gjorde i rollen som far.

Det som faderen fandt, var, med andre ord en bekræftelse på Gud og dermed Guds ret, som himmelsk fader. En bekræftelse som gik tabt og derfor aldrig kan være en total bekræftelse for andre end ham selv. Faderens svar til sin søn, ordet illumination er således, at pointen aldrig var, at sønnen skal vide hvorfor han som fader havde ret til at gøre som han gjorde. Hans ret kan aldrig i sandhed bevises. Det var lige præcis tvivlen der gjorde sønnen til et produktivt individ. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan erklærede i den sammenhæng, længe før, at hvis vi som mennesker ikke var i stand til at overtræde de ti bud, så ville samfundet ikke være muligt. Den skrevne lov er en produktiv størrelse, fordi dens overforsimplende forbud, nødvendiggør et netværk af uskrevne regler. Deraf ser vi også hvordan Indianas far, der i introsekvensen fremstilles som en anonym, altoverskyggende autoritet, i virkeligheden er en distræt og lettere forvirret gammel mand. Faderens regler er ikke til for at afspejle ham som en alvidende, intelligent magt, der altid er et skridt foran. Faderens regler er til for, at strukturere sønnens begær, forstået på den måde at en regel/lov altid peger i en bestemt retning. Det sønnen skal bruge fra loven er ikke forbuddet, men retningen. Uden retning var han tabt. Retning er den sande gave fra fader til søn. Fra gud/ideologi til menneske.

The Last Crusade er klart en af de bedste Spielberg film, hvis ikke den bedste. Kemien imellem Harrison Ford og Sean Connery er fantastisk og den er underholdende hele vejen igennem. Dertil kommer også et spændende plot og nogle gode biroller.