Akari er i high school. Det går ikke så godt. Hun har svært ved det. Hun har også et job på en restaurant. Det går heller ikke fantastisk, for også det har hun svært ved, og især har hun det vanskeligt, når der sker noget uventet. Hendes chef er meget overbærende, men hun ved godt selv, at det ikke helt fungerer.

Hendes familie fungerer heller ikke for godt. Hun bor med sin søster og mor i Japan af hensyn til hendes mormor, mens hendes far arbejder i udlandet. Hendes storesøster er dygtig og får Akari til at beklage, at hun ikke er det.

Akari er ikke ulykkelig. Hun har et idol – oshi – en ung mand fra et berømt band. Akari følger med i alt i forbindelse med idolet, hans optræden, hans udtalelser, hans udtryk, og hun køber alt det merchandise der sælges i forbindelse med hans musik, selv om hun ikke rigtigt har råd til det. Hun opdaterer dagligt sine sociale medier om alt, hvad hun tænker om sit idol, Hendes oshi er hendes liv. Det er idoldyrkelse i højeste potens. I hvert fald indtil hendes idol slår en kvinde. Noget er ved at ændre sig, også for Akari.

‘Idol, brænder’ er fra 2020 og modsvarer overraskende Yukio Mishimas roman ‘Star’ fra 1960, der handler om et berømt idol og verden set fra hans synsvinkel. Hverken idol eller fan synes at have styr på eget liv, men idolet er lykkeligere, så længe det varer.

Idol, brænder fortæller en historie om en slags besættelse, et holdepunkt, et fokus for en ung pige der ikke har styr på meget andet i sit liv. Akari er den lidt naive jeg-fortæller og formidler fint den usikkerhed der præger de dele af hendes liv, der ikke har med idolet at gøre. 

Rin Usami er en spændende fortæller der allerede har modtaget flere priser for sin litteratur.

Idol, brænder

Rin Usami

Oversat af Hanne Arnold

121 sider

Korridor

Udgivet: September 2022

Birte Strandby