Persongalleriet er stort set det samme som i forgængeren Uge 36, blot er der gået 16 år, og Nicole, der kun var et lille barn dengang, er nu 18 år gammel og en af hovedpersonerne. Traumet fra fortiden forfølger stadigt familien. Agnes, Nicoles mor, mistede sin nyfødte søn, og det har plaget hende i alle årene, men nu beslutter hun sig for, at hun ikke længere vil tænke på ham, nu vil hun videre og genskabe harmonien i familien med Nicole og ægtefællen Tobbe. Desværre bremses projektet af, at ægtefællen i mellemtiden har indledt en affære med Agnes’ bedste veninde, og af at Nicole der aldrig er blevet informeret om forbrydelserne i fortiden går sine egne veje for at finde ud af, hvad der skete med hendes bror.

Der er mange stemmer i krimien, plottet er ganske sindrigt, og det bliver ikke nemmere, når Gunilla kalder sig Birgitta, Love i virkeligheden måske hedder Adam, og Nicole giver sig ud for være en journaliststuderende ved navn Jenny.

Det virker som om krimien er skrevet i hast, der er ikke lagt megen vægt på sproget, omend spændingsmomenterne er fine. Den ene, rigtige skurk er en ren stereotyp – af den slags der griner råt, mens han overvejer, hvor på ofret han skal anbringe den næste kugle. Samtidigt er der flere grunde til at undre sig undervejs: Er det troværdigt at politibetjente bliver skrækslagne, når de kommer i nærheden af slagsmål, og er det trods tidens jævnlige terrortrusler ikke usædvanligt, at almindelige hjem har kameraovervågning?

Romanen slutter med enkelte opklaringer og flere løse ender.

Sofie Sarenbrant

Oversat af Julie Top-Nørgaard

298 sider

People’s Press

Udgivet: 17.09.2012