Rebecca og Simon vil gerne være forældre, men gang på gang dør barnet i Rebeccas mave og hun må føde et dødt barn. For Rebecca er det en ubærlig sorg. Simon og hun tager til Gran Canaria for at komme væk fra det hele, men det får i stedet Rebecca til at tænke over sin barndom og sit ægteskab, og da Simon pludseligt forsvinder, dukker en helt anden virkelighed op.
Romanen skifter mellem nutiden og fortiden, her lig med Rebeccas barndom med en ustabil mor, hvis optræden nogle gange bedst kan karakteriseres som ondskabsfuld overfor datteren. Intet mindre end psykisk og fysisk tortur som regel ifølge med morens heftige alkoholforbrug. Da Rebecca er tretten år gammel, bliver det faren for meget og han udvandrer fra ægteskabet og går til kamp for forældremyndigheden. Rebecca håber, at han får den, men er også sært afhængig af sin mor, og det lykkes moren at give hende skyldfølelse, noget der følger hende senere i hendes forsøg på at blive mor.
Forholdet til Simon får vi serveret på samme lavmælte, drypvise måde, og heller ikke her er der tale om fuldstændig balance. Simon har en hemmelighed, og Rebecca må overveje, hvem hun selv er.
Rebecca er jeg-fortæller og vi møder sorgen i alle dens aspekter, men også de mange overvejelser, skyldfølelse, undren og erkendelse, da det går op for hende, at heller ikke hendes mand, hendes klippe er helt, hvad hun tror eller gerne vil tro, at han er.
Loughran skriver stilfærdigt, grundigt og ærligt, som om hver sætning er en igangværende undersøgelse af livets mærkelige krinkelkroge og sære omveje. Alligevel er der en voldsom og chokerende dramatik i romanen, der efterlader Rebecca men ikke læseren med svar på alle spørgsmål.
I det mørkeste der findes
Trine Lykke Loughran
161 sider
Byens Forlag
Udgivet: 09.12.2021
Birte Strandby
