Frederik Dessau udsender 48 essays, som han i lighed med de tre seneste udgivelser titulerer med et præpositionsled og i dette tilfælde: I al korthed. Længden svinger dog, ikke alle er lige korte, men som i de tidligere høster han af sin lange livserfaring og livsvisdom. Han causerer om livets vigtige spørgsmål: ægteskab, det at ældes, mens han vandrer sin daglige spadser tur rundt om søerne ved Østerbro i København. Andre punkter, som optager ham er psykologi og psykiatri.

Det er begrænset, hvad han kaster sig ud i vedr. politik, om end han dog fortsætter lidt med en kritik af nyliberalisme: ”Nyliberalismen foretrækker en kommerciel, personfikseret, stjernedyrkende massekultur, som reducerer borgerne eller vælgerne til forbrugere og passive iagttagere.” Denne definition holder næppe vand, men han har naturligvis ret til at udtrykke sin egen mening.

Undervejs i teksterne citeres ivrigt fra kendte litterære personer. Det gamle Grækenland med Pytagoras og Aristoteles’ værk: Poetik, over den romerske politiker Cicero og op til tiden før 2. verdenskrig. Det er den klassiske litteratur, som benyttes til at forklare visse sammenhænge. Det mest interessante essay i den forbindelse står på side 136: Læs hvad du vil. Dette essay er helt helliget den engelske forfatter Virginia Woolf, som behandles helt sobert: blot iagttagende, uden vurdering. Det er bare godt.

Fredrik Dessau berører flere af egne og tidens problemer: krig, kriser og katastrofer. Ganske velskrevet, men mange ting er hørt før. Måske var det bedre at høre end at læse teksterne. En lille let sag.

Dessau, Fredrik

Gyldendal, 2011. 177 sider

Hella Sylvest