Det er ikke let at være borgerlig i dag. Den borgerlige fløj er splittet i mange, mindre partier. Venstre og Konservative har tabt pusten, og for vælgeren kan det se ud som om partierne på højrefløjen har overset tidens klima- og miljøkriser og blot ønsker at køre videre i de samme plovfurer der i mellemtiden har udviklet sig til lavbundsjorde med rigeligt vand.

Martin Ågerup, økonom og tidligere direktør for tænketanken CEPOS, gør en indsats for profilere en ny borgerlighed. Basalt skelner han mellem to menneskesyn: det visionære der hører til på venstrefløjen, og det realistiske der tilhører højrefløjen. Det visionære forudsætter, at mennesker er gode og rare, hvis de rette rammer er til stede, mens det realistiske fastholder, at der er noget skidt i os alle, uanset hvordan verden behandler os. 

Ifølge Ågerup tror kommunismen på det ufejlbarlige menneske og ignorerer den risiko der er forbundet med at starte en virksomhed. Det er måske nok en overfortolkning af Marx der hverken mente, at mennesket var ufejlbarligt eller overså, at det kan være ganske krævende at starte en produktion, men det giver kant til Ågerups udlægning af borgerligheden.

Forfatteren tager blandt andet fat i planer mod ensomhed, ghettoplaner og gymnasieaftaler – alt sammen tiltag der griber ind i borgerens frie valg. Måske skal staten ikke blande sig i ensomhed, medmindre det udvikler sig til noget med mistrivsel. Måske er det noget der bør overlades til kommuner og frivillige? Ghettoplaner – som nok er en socialdemokratisk ide, men også blev dyrket af VK-regeringen i 2010 – og gymnasieaftaler er andre eksempler på, hvordan staten kan fratage borgeren det frie valg. Ifølge forfatteren giver ingen af delene megen mening, omend netop gymnasieaftalen har givet et boost til gymnasier i landets udkant og dermed bevaret nogle arbejdspladser, hvor der var behov for dem.

I stedet for at forhindre elever og deres forældre i at vælge skole anbefaler Ågerup med en liberal tilgang, at skolerne konkurrerer om elever og forældre, og det kan jo nok forundre al den stund, at det amerikanske skolesystem har dyrket konkurrencen i mange år med det resultat, at de rige vælger private skoler, og de offentlige skoler cementerer uligheden. Det er ikke kun i serien The Wire, eleverne går gennem metaldetektorer, før de lander i klasselokalet, hvor de bruger al krudtet på at læse op til prøver. The Death and Life of the Great American School System af Diane Ravitch beretter om, hvordan netop konkurrence – der angiveligt først og fremmest handler om at sikre eleverne gode karakterer – tvinger ungerne til at lære at bestå prøver, mens det kniber med yderligere færdigheder.

Og hvad angår uligheden som Ågerup affærdiger med ‘… det overdrevne fokus på ulighed som et problem for samfundet’, så er ulighed vel et problem for samfundet? Eller hvordan skal vi ellers tolke angrebet på den amerikanske kongres eller de gule veste i Frankrig? Som Steffen Kretz skriver i sin bog ‘Storm på vej’, benytter rige amerikanere i stadigt højere grad private skoler, private fly, private universiteter, hvorfor de ikke føler nogen særlig grund til at betale skat til de offentlige institutioner. Hvordan påvirker det de offentlige institutioners økonomi, og vil vi stadigt kunne tilbyde lige muligheder til alle?

På et andet punkt er forfatteren også enig med mentaliteten på den anden side af dammen, nemlig i betragtningen om, at løn er både statusmarkør og motivation. Daniel H. Pink påviste i 2011, at motivation er alt muligt andet end løn i bogen: Motivation – Den overraskende sandhed om hvad der motiverer os. Hvordan påvirker det den liberale tankegang, at motivation er andet end penge, og at vores vanskeligheder har mere med klima og biodiversitet end med fri konkurrence at gøre?

Ågerup ønsker et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og det lyder også fint, men det er vel stadigt staten der skal sætte rammerne, sørge for at alle har adgang til gode skoler og gode institutioner i det hele taget? Her er den kollektive transport et godt eksempel. Hvis man ønsker, at alle skal kunne komme rundt – unge såvel som dem der er gamle og dem der fravælger privatbilismen – så er der behov for god, kollektiv transport. Som det ser ud nu, er man flere steder tvunget til at have bil til skade for klima, miljø, sundhed og trængsel. Det er der ikke meget liberalisme i, og netop her er der mange og gode grunde til, at en ansvarlig stat træder til med ressourcer og syn for sammenhængskraft. 

Forfatteren nævner tre borgerlige principper: 1. færre regler, 2. Giv borgerne mere dyb ansvarlighed og 3. Giv institutionerne mere dyb ansvarlighed. Det er fine principper, men de løser umiddelbart ingen af vores kriser, hvis de skal sammenholdes med lavere skatter. For hvordan kan man sikre, at der er penge til den ekstra pædagog i børnehaven, at skolen får nyt tag, eller de lokale klimaprojekter støttes, hvis de skal tilvælges? Og i lighed med andre liberale tankegange overses det problematiske ved konkurrence: at fri konkurrence næsten altid handler om priser, og hvad gør man for at sænke priserne – slækker på kvaliteten/reducerer antallet af lærere i skolerne/bruger dårligere materialer eller dårligt betalt arbejdskraft? Og totalt fri konkurrence er vel en invitation til monopoler, hvilket også er en slags centralisering af magten, af den type som hverken borgerlige eller liberale rigtigt kan lide.

Med et stadigt rigere samfund hvor velfærden er privatiseret, følger også en gruppe mennesker der ikke har adgang til det private markeds muligheder. Tidligere betalte de rige for at have en arbejdsstyrkereserve, men der er ikke længere brug for den samme arbejdskraft, slet ikke den ufaglærte. Hvordan undgår det liberale samfund at skabe ulige muligheder?

Ågerup har mange interessante eksempler og masser af god dokumentation. Det omfatter også en kritik af det socialdemokratiske jubilæumsskrift ‘De rejste sig trodsigt i vrimlen’, en vurdering af iværksætterne fra serien Matador og af karaktererne i Lord of the Flies. Derfor er ‘Hvad det vil sige at være borgerlig’ faktisk en rigtig god bog med nye og gamle vinkler på en velkendt, men stadig nødvendig diskussion.

Hvad det vil sige at være borgerlig

Et opgør med velfærdssocialismen

Martin Ågerup

288 sider

Grønningen 1

Udgivet:

Birte Strandby