Hobitten og Ringenes herre er gigantiske bestsellers og filmtrilogien om sidstnævnte en megasucces af højeste rang.
Det er fremragende eventyr om den evige kamp mellem det gode og det onde. I 1977 – fire år efter Tolkiens død – udgav sønnen Christopher ‘Silmaril-lion’, et sagnværk om den gamle verden tusinder af år før hobbitten Bilbo Baggins dukkede op på scenen. Bogen var baseret på faderens talrige efterladte skrifter.
For hobbitfreaks og rollespillere var det en glimrende lejlighed til at stifte bekendtskab med de gamle sagn og tider, der ofte omtales i de to store eventyr.
Som fandens fodsved …
Men, men men … Fortællingen i ‘Húrins Børn’ fremstår som et ikke alt for vellykket mix af eventyr, græsk tragedie og islandsk saga, hvor netop de komponenter, som kan gøre disse genrer så læ-seværdige, glimrer ved deres fravær.
Der mangler nerve og følelse i handlingen, personerne er for klichéagtige til at fange interessen og det ondes magt over menneskeskæbnerne er for enstrenget.
Ondskabens magiske sorte magt lægger sig som Fandens fordærvede fodsved over Húrins slægt, deres kamp er tabt på forhånd, det onde er for stærkt.
Blodskam, selvmord og sværdkampe skrevet i sagastil er ikke nok, når det hele er så banalt.
Samme beretning om Hürins tre børn findes i ‘Silmarillion’, hvor den fylder cirka 35 sider. Den vinder ikke ved at blive otte gange længere. Gamle Tolkien valgte rigtigt, da han kortede den betragteligt ned. ‘
Húrins Børn’ er mest for hardcore Tolkien-fans.
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Forlag: Gyldendal
348 sider
Jan Vandall
