Hvis vi lever som veltilpassede samfundsborgere, sover vi imidlertid indeni.
Det er en hård dom Anders Dræby giver os. Og veltilpasset betyder vel netop, at man fungerer i sammenhængen og i samfundet? Hvor galt kan det være?
Det kan være ret katastrofalt fordi:
Vi går i søvne, fordi vi lader styre af vores drift mod overlevelse og behovstilfredsstillelse.
Anders Dræby forklarer, hvad han mener med, at vi går i søvne blandt andet ud fra Hannah Arendts beretning om Eichmann. Det onde er ikke et særligt iboende karaktertræk, men måske som hos Eichmann en autoritær trang til at følge de udstedte ordrer til punkt og prikke uden at stille spørgsmålstegn ved det moralske og det menneskelige. Det onde og det søvngængeragtige dominerer, når vi blot tankeløst følger samfundets normer, når vi tager udefrakommende overbevisninger og værdier for givet, som vi jo ofte gør i det moderne samfund. For at slippe fri fra denne ‘flyden med strømmen’ eller søvntilstand må vi holde op med at lytte til andre menneskers overfladiske tale og til den offentlige meningsdannelse.
Vi kan opnå en frigørelse/opvågnen ved at erkende, hvordan vores rene bevidsthed er adskilt fra vores psykiske og fysiske hverdagsbevidsthed. Eller som Sokrates siger det – det ureflekterede liv er ikke værd at leve. Vi skal altså til overveje, hvorfor vi gør og mener, som vi gør. Vi skal afstå fra kun at se verden fra vores egen vinkel og undlade at lade vores bevidsthed styre af lavere behov for overlevelse.. Det betyder, at vi for at opnå det gode liv må frigøre os fra den materielle verden, og det vil sikkert vise sig, at vi samtidigt frigør os for stress og hovedpine.
Det betyder blandt andet, at vi skal lære at acceptere døden, lære at acceptere os selv og konfrontere den daglige dødsfrygt. Med dette udgangspunkt ridses de historiske religioner op med vægt på, hvordan deres forhold til døden er.
Udover religionerne møder vi et utal af velkendte personligheder, der har haft et særligt forhold til døden, herunder Dorian Gray, greven af Monte Christo og crewet fra Fluernes Herre.
I bogens sidste del gennemgås de syv dødssynder med vægt på, hvordan mennesket med den rene bevidsthed ville tackle de dermed følgende følelser. Det er spændende at læse om, hvordan hævnen er opreklameret og kunsten er at styre sin vrede og sit begær gør os til bedre mennesker – og hvordan man ved at begå en eller flere af de syv døssynder kan være til skade for sine medmennesker.
Generelt vil Livskunsten kunne bringe os videre mod den rene bevidsthed, gøre os til reflekterede mennesker. Hvad vi skal gøre, hvis vi hører til dem der sætter pris på overfladiske liv og tryghed i flokken, er til gengæld ikke helt klart.
Underholdende møder med Sisyfos, Dante og Augustin. Livskunsten er spækket med citater grænsende til det rigelige.
Anders Dræby
Livskunsten
Filosofien om at vågne op til livet
227 sider
Akademisk Forlag
Udgivet: Juni 2018
Birte Strandby