Nogle romaner er guf til dem, der gerne vil analysere. Det gælder for eksempel denne, selvom konklusionen kunne blive noget med tilværelsens ulidelige meningsløshed.
Hovedpersonen er af hunkøn, og fortællingen deles mellem forfatteren og den unavngivne unge kvinde. Det giver dels indblik i hovedpersonens tanker og viser også, hvordan hendes liv ser ud udefra. Hun er i fast parforhold, hun har tvangstanker og hendes liv foregår i venteposition:
‘De burde have en plan for fremtiden. De har også købt en kalender, men der sker ikke noget.’
Han, manden, sætter et udklip på opslagstavlen, hvor der står: ‘Alt er muligt’, og det er måske der, problemet ligger. Den totale valgfrihed er ikke det samme som frihed:
‘Det er tredje gang vi har været i seng sammen i dag. Det keder mig. Det er søndag.’
For at afsøge tilværelsens hjørner forsøger parret sig med grænseoverskridende sex, og han slår hende på et tidspunkt, men det bliver betydningsløst i sammenhængen, og fra et luftigt overblik ligner det styring mod selvmord eller tom automattilværelse.
‘I august har han fødselsdag. Hun giver ham en suppeopskrift og en singleplade. Det er ikke nok.’
Som den tidlige Vita Andersen eller Jakob Ejersbo, så har forfatteren tilsyneladende deltaget i det samme ‘Fatalistiske grundkursus i depressiv selvforståelse med tilvalg i destruktiv determinisme’, omend det er endnu mere udtalt hos Ea Jeppesen. Som hos Helle Helle og Christine Hesselholdt er det pænt konstrueret læsning og der ingen frådsen i adjektiver eller følelsesudbrud. Nydeligt håndværk, og måske vil den næste roman fra denne forfatter skille sig mere ud fra sine samtidige.
Ea Jeppesen
122 sider
Athene – Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 21.04.2009
Birte Strandby
