De seneste år har bragt en sand hær af nye krimiforfattere. Derfor er man måske tilbøjelig til at glemme de gamle, ikke de legendariske, Agatha Christie, Sir Arthur Conan Doyle, Georges Simenon, men de lidt mindre kendte, men ikke desto mindre glimrende krimiforfattere som svenske Maria Lang og danske Else Fischer.
Else Fischer har i sine krimier en forkærlighed for at placere mennesker i små grupper på ensomme steder uden mulighed for hjælp. Som Christie også ofte gør. Det giver nogle fine gys og som regel også en overraskelse, når vi opdager, hvem morderen er.
Hør vinden i de tomme huse afviger fra Fischers sædvanlige krimi. Vi har ganske vist stadigvæk fat i en lille gruppe mennesker, og heraf er nogle onde og nogle gode. Især i denne krimi der deler gruppen op i nazi-sympatisører og modstandsfolk. Romanen begynder i 1942, og vores ene karakter, Karen, er netop blevet student. Hendes veninde Gitte har fundet en tjekket kæreste, og Ole er begyndt som journalistelev. Der er amoriner i luften, og fremtiden tegner på trods af krigen relativt lyst. Bortset fra, at vandene begynder at deles. Gittes kæreste er nazist, Ole er frihedskæmper, og Karen tager afstand fra sin veninde, indtil nye hemmeligheder åbenbares, og hele flokken går i kamp. Det kommer til at koste liv, og da foråret 1945 nærmer sig er alt forandret.
Fischer er en fin fortæller, men i denne roman er opdelingen mellem de gode og de onde måske alligevel kridtet for voldsomt op. Sådan må det nok være i en roman der udgives 15 år efter krigens afslutning. Derfor kan den på sine steder virke teatralsk, og vi ved efterhånden, at frihedskæmpere ikke altid var så talrige, som den tids skønlitteratur forsøger at vise. Alligevel får vi et godt tidsbillede og et sejt persongalleri, skønt der forbruges rigeligt af dramatiske effekter.
Hør vinden i de tomme huse
Fragment af et tidsbillede
Else Fischer
264 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1970
Birte Strandby
