Lise og Kasem har et besværligt forhold. De elsker hinanden og har datteren Rosa sammen, men Kasem er jaloux, fuld af komplekser og tilbøjelig til at skyde skylden for tidligere vanskeligheder på Lise. Hun er også kompleksramt, men det går i højere grad på hendes manglende held med længerevarende forhold. Kasem har det svært med Lises udadvendthed, og distancen er stor mellem hans familiebaggrund i Iran og hendes mere antiautoritære opvækst.

Kasem bliver hidsig, når han føler sig trådt på, og det gør han ganske ofte. Lise vil gå langt for at undgå hans vrede, og Rosa på to er begyndt at vise tegn på mistrivsel. Det ender med, at Lise beder ham gå. Det tager Kasem ilde op, og da han samtidigt bliver presset til at hjælpe en ven, der vil bortføre sine børn til Tyrkiet, fordi hans kone er gået fra ham, får han sine egne ideer. Selv om vennens bortførelsesforsøg får rigtigt kedelige konsekvenser.

Synsvinklen skifter mellem Lise og Kasem, og de er begge slemt forfulgt af tidligere nederlag. Lise er en nogenlunde kompleks karakter, men Kasem er blevet til en stereotyp. Han har tilbragt godt tyve år i Danmark. Han er ikke muslim, men skønt begejstret for mange ting i Danmark har han medbragt en gammeldags opfattelse af familiehierarkier og forholdet mellem kønnene, der står i sær modstrid til hans ønske om, at hans kæreste får en abort. Til gengæld har han tilegnet sig en uklædelig dansk vane med at drikke bajere og gå på værtshus.

Og når man sammenligner med anden dansk litteratur om forhold med aggressive/voldelige mænd – såsom Fanden og hans pumpestok og Linedans, så falder Kasems stadigt mere paranoide opførsel helt i tråd med de mandlige hovedpersoner i disse romaner. Det vil sige han befinder sig et sted mellem umoden og psykopat.

Hjertefejl

Ina Jensen

287 sider

Platform

Udgivet: 2019

Birte Strandby