Ingen humor uden tragedie, i hvert fald ikke hos Nabokov.
Nabokov er hård ved sine karakterer. Det er han især i romanerne Lolita og den onde Latter i mørket. Med Pnin er han en lille smule venligere, humoren er en væsentlig del af fremstillingen, og fortælleren gør kun lidt nar af Pnins accenttunge engelske sprog og af hans nyerhvervede gebis.
Pnin er russisk immigrant. Han underviser i russisk kultur på et amerikansk universitet. Han bor altid til leje, og han er alene. Han har været gift, men hans kone foretrak en anden mand. Til gengæld kommer hun på besøg hos Pnin for at foreslå ham at betale til sin søn – hendes søn, ikke Pnins.
Pnin er en venlig mand med en stilfærdig men alligevel anderledes hverdag, og han er sjov at følge, fordi Nabokov bruger fantastiske metaforer i sine beskrivelser af natur og mennesker:
… han kom som en skikkelse med antikkens værdighed over sig og bragte sit private mørke med sig … og selv om alle forlængst havde vænnet sig til hans tragiske entré, opstod der uvægerligt skyggen af en tyssen …
Den brave og venlige Pnin passer sin hverdag i al stilfærdighed, og der går et stykke tid, før læseren får adgang til den tragedie han oplevede i sin ungdom, mødet med nazismens Tyskland. Det har han fortrængt så meget at han benægter at have mødt fortælleren, en bekendt fra ungdommen, og ej heller vil bekræfte fortællerens erindringer om Pnins familie.
Fortælleren stifter vi først nærmere bekendtskab med sidst i romanen, hvor han omtaler sin forbindelse til Pnin og hans familie. Også opbygningen adskiller Nabokov fra andre forfattere, og her springer vi mellem nutid og datid, men det altovervejende træk er den stadige humoristiske fremstilling:
På St. Bart’s var man ikke synderlig begejstret for hverken Lakes metoder eller deres resultater, men man beholdt ham alligevel da det var fashionabelt at have mindst en anset original i lærerstaben.
Pnin
Vladimir Nabokov
Oversat af Niels Lyngsøe
237 sider
Turbine
Udgivet: 05.03.2019
Birte Strandby
