Grænsen

Det var en natlig drøm, der gav Erika Fatland, 34-årig norsk socialantropolog, ideen til rejsen, som er beskrevet i denne bog. Hun drømte at hun vandrede langs Ruslands grænse, på et kæmpe stort landkort. Da hun vågnede af sin drøm, vidste hun, at dette var det nye projekt. Hvorfor ikke rejse rundt i de lande, som omgiver verdens største land? Forsøge at forstå Rusland, ved at betragte det udefra, og få en forestilling om, hvad det vil sige at være menneske i de lande, der omgiver det. Et par år før havde Fatland haft stor succes med bogen ”Sovjetistan”, om forholdene i de tidligere sovjetrepublikker; Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. Også her, var bogen baseret på en rejse. Men dette nye projekt var endnu mere ambitiøst; at beskrive hvordan det er, og historisk hvordan det har været, at være nabo til Rusland.

Det er verdens længste grænse, Fatland satte sig for at følge. 60.932 kilometer lang er grænsen hele vejen rundt om Rusland, (til sammenligning er jordens omkreds 40.075 km). Hun gennemrejser 14 lande, og tre udbryderrepublikker fra Nordkorea til Norge, over 20.000 km i tog, bil, på hesteryg, og sågar i kajak. Senere sejler hun gennem Nordøstpassagen ad Ruslands nordlige grænse.

Fatland benytter sig af forskellige fortælleformer i sin bog. Vi får en gennemgang af landenes historie, og forbindelsen til det russiske imperium og Sovjetunionen. Derudover beskriver Fatland sine møder med mennesker, hvis liv på den ene eller anden måde er påvirket af forholdet til Rusland. Og så beskriver hun sine egne refleksioner og følelser i mødet med det fremmede.

Den blanding af historisk overblik, rejsebeskrivelse og antropologiske studier, fungerer rigtig godt. Den akademiske tilgang til stoffet, blandet med de personlige møder gør teksterne interessante og læseværdige. Og de historiske afsnit er både interessante og tankevækkende, men er også nødvendige for at forstå sammenhænge, og se mennesket i relation til, og som konsekvens af dets omverden.

De direkte møder med mennesker, fra lande, vi hører så lidt om i vores del af verden, er et bærende element. Og Fatland har en evne til at komme helt tæt på de mennesker, hun møder.

Igennem hele bogen bliver man mindet om, hvor vigtigt etnicitet er, også i stormagtspolitik. Vi hører om mødet med Maja, en 80-årig jødisk kvinde fra Minsk, som fortæller sin egen og sin families historie. Der boede omkring en million hviderussiske jøder i Minsk inden tyskerne invaderede landet under 2.verdenskrig. Jøderne udgjorde ca. 15 procent af befolkningen og var det tredje største mindretal inden tyskernes pogromer og lejre. I dag bor der næsten ingen jøder. Et helt folk, en hel kultur er nærmest slettet fra landkortet. Maja kunne ikke fortælle sin historie de første mange årtier efter krigen. Man ville blive opfattet som spion i Sovjet, hvis det kom frem, at man havde overlevet ghettoen.

Vi besøger en kinesisk by, hvor den store attraktion er en temapark-version af en russisk landsby. Kineserne har til og med hyret ægte russere til at optræde. Og vi møder en 80-årig georgisk mand, Dato, som nu bor i Sydossetien. Sydossetien er en udbryderrepublik, som tidligere har været en del af Georgien, men som med russisk støtte erklærede sig selvstændig i 1991. Fem år tidligere var Dato vågnet, og havde opdaget, at russerne, der har for vane at rykke grænsen mellem Georgien og Sydossetien nogle meter i ly af natten, nu havde rykket grænsen så meget, at hans hus ikke længere stod i Georgien, men i Sydossetien. Hans familie bor på den georgiske side af grænsen, men de har ikke længere mulighed for at mødes, uden at have et hegn imellem sig.

I de baltiske lande opsøger Fatland de russiske mindretal, som udgør store dele af befolkningen, og som ofte gerne vil være en del af Rusland igen. Nationalistiske partier i alle de tre baltiske lande ønsker at udvise russerne fra Baltikum.

Der er meget strid, krig og kamp, både i de historiske afsnit, og i vidnernes beretninger. Men der er også kærlighed, livsglæde, og humor. Som den svedende mælkesælger, Fatland møder i toget i Hviderusland. Hun mistænker ham for at være fra efterretningstjenesten, indtil han fortæller hende denne vittighed:

”Efter valget gik præsidentens nærmeste medarbejder til Lukasjenko og sagde: Hr. præsident, jeg har en god og en dårlig nyhed”.”Lad mig høre!” sagde Lukasjenko. ”Jo den dårlige nyhed er, at ingen har stemt på Dem. Den gode nyhed er, at De er blevet genvalgt.”

Op gennem århundrederne har grænserne flyttet sig. Grænser virker faste overalt, som var de evige, men er blot streger på et kort, og forandrer sig konstant. Ruslands grænse blev senest flyttet da landet annekterede Krim i 2014. Spørgsmålet er hvad fremtiden vil bringe. Vil Rusland også eksistere om et par hundrede år? Vil det fortsat søge at udvide sine grænser, eller vil imperiet gå under, som imperier sædvanligvis gør?

Det er en imponerende bog, Erika Fatland har skrevet. Den er virkelig læseværdig. Ikke kun til den der i forvejen er historisk interesseret, eller som er meget optaget af Rusland. Erika Fatland skriver selv, at hun vender hjem til Norge med flere spørgsmål end svar. Men hun har gjort sin læser en del klogere på Ruslands nabolande, som der så sjældent rapporteres fra i vestlige nyhedsmedier, og de mennesker der bor der.

”Grænsen” Erika Fatland

Informations Forlag

Udgivet 9. april 2018

Oversat af Poul Henrik Westh

606 sider

Maibritt Lindblad