Der er det ved selvbiografier, at de kan være læseren aldeles uvedkommende. Hvad skal vi med andres barndom, ungdom, liv i det hele taget? Og så viser det sig alligevel, at andres liv kan være vedkommende, som det er tilfældet her med Gøgeungen.
Karen Zimsen er født i 1930 og lægger stemme til det at være barn under 2. Verdenskrig, en ganske alvorlig sag ikke mindst fordi hendes far er frihedskæmper, og Karen inddrages i opsamling af våben og kommer i andet parket ved likvidering af stikkere. Det sidste giver sig udslag i forfølgelse af familien også efter krigens afslutning.
Selv den tidligere barndom rummer prøvelser om end af en anden slags, da Karen og hendes familie, der betegner sig som småkårsfolk, kommer til at servicere Hellerup-borgere, en type mennesker der i syvårige Karens øjne udover at være rigere også er højere og slankere end andre. En anden uvelkommen overraskelse venter, da Karen som 23-årig opdager, at hun er adopteret. Senere læser hun til socialrådgiver og præsenterer læseren for et indblik i arbejdet i Mødrehjælpen for halvtreds år siden, og det er ikke for sarte sjæle, blandt andet fordi det har været en ulige kamp at være enlig mor dengang. Rigtigt tragisk var det, når kvinden tabte kampen. Her er heldigvis forhold, der er blevet bedre med tiden.
Andre afsnit i Zimsens liv handler om møder med Bertold Brecht, Ingrid Bergman og Lis Groes. Formidlingen er god og klar, og det lykkes forfatteren at gøre sin egen livshistorie til et vedkommende billede af tilværelsen i Danmark de seneste 70 år.
Karen Zimsen
193 sider
Mellemgaard
Udgivet: 30.10.2013
Birte Strandby
