I ’Uglens genkomst’ fortsætter det intense spil om magten i sultanatet Percheron. Inden den gamle sultan døde udpegede han sin 15-årige søn, Boaz, til sin efterfølger, og nu kæmpes der med alle midler om styrepinden.

Efter haremsslavinden Ana forgæves flugtforsøg er hun blevet idømt en alvorlig piskestraf. Hærfører Lazar kræver at tage straffen i hendes sted, og han dødsfjende, eunukchefen Salmeo, øjner straks chancen for at få Lazar slået ihjel med en forgiftet pisk.

Dværgen og hofnarren Pez er sultanens yndling. Alle betragter ham som en lallende idiot, men i virkeligheden er han både kløgtig og i besiddelse af magiske evner og den unge sultans hemmelige og fortrolige meddeler og rådgiver. Mens Lazar svæver mellem liv og død bliver det åbenbart, at der er meget mere på spil end magtkampen i paladset.

Der er også en (evig) kamp i gang mellem de gode og de onde guder. Med flere hundrede års mellemrum vågner guderne og genoptager deres kamp om menneskenes sjæle og om deres liv. Gudernes medhjælpere og budbringere, den onde og udødelige troldmand, Maliz, og den gode Iridor, kæmper for at bane vejen for deres respektive guders genkomst på Jorden. Den guddommelige strid er rykket ned på jorden, hvor guderne ruster sig til det kommende opgør, der åbenbart skal udkæmpes i jordiske skikkelser og med jordiske allierede.

Percheron-sagaen er glimrende og spændende fantasy-underholdning for teenagere af begge køn. Det store opgør nærmer sig, og det skal blive interessant at følge fortsættelsen i de næste bind.

Uglens genkomst

Percheron-sagaen 2

Forfatter: Fiona McIntosh

255 sider
Forlag: Tellerup.dk

Jan Vandall