Selvbiografisk roman om Hamids opvoksen i shahens Iran. Det er en periode, der er karakteriseret af stor social uretfærdighed illustreret blandt ved Hamids og vennen Alis forbudte besøg i den velhavende bydel, der bevogtes af væbnede vagter. Senere kommer det ulmende oprør tæt på familien især via yndlingsonklen Abdi, og Hamid og Ali bliver khomeini-gardister. Det gør dem til bødler overfor shahens tilhængere, og efterfølgende bliver de involveret i krigen mod Irak i 1980, Hamids onkel bliver dræbt af præstestyret, og Hamid forrådes af Ali og tvinges til selv at flygte.
I hjemmet står Hamids mor for det religiøse islæt og det giver diskussioner, fordi faren har et mere afslappet forhold til islam og under alle omstændigheder er han modstander af fundamentalisme. Familien påvirkes stærkt af omvæltningerne i landet, og man kunne måske forvente en tolerant holdning fra Hamid set ud fra den familiemæssige baggrund, men han er overraskende fordømmende i sin første, religiøse udøven og kold i sit hverv som bøddel, mens beskrivelserne af onklens endeligt er relativt uengagerede.
Romanen giver et tiltrængt nærbillede af en fjern tid og et fjernt sted. Det bliver begivenhederne ikke umiddelbart forståelige af, selvom det for en sekulær dansker måske er muligt at identificere sig holdningsmæssigt med faderen i romanen, hvorimod Hamid er fremstillet todimensionelt og tilsyneladende upåvirket af de voldsomme begivenheder, han gennemlever.
Bogen rummer nogle opsigtsvækkende metaforer:
Tavsheden erobrede min hjernes aktivitet uden varsel.
Min bil snoede sig som en kvælerslange ud af vejen.
Sproget er i øvrigt tungt, for køligt refererende og bidrager ikke med empati eller indsigt i hovedpersonen.
Casper Hvemon
158 sider
Mellemgaard
Udgivet: Marts 2011
Birte Strandby
