Camilla Christensen begyndte sin karriere som lyriker og slog igennem som prosaist, og her er så prosaisk lyrik: Knap 70 små tekststykker, de fleste på 10 linier, nogle på lidt færre, et enkelt på seks med udtræk fra wikipedia. De handler om dyr og mennesker – eller om natur og kultur. Kulturen er her ikke udelukkende positiv, og naturen er noget man i stort omfang kan vælge fra:

…i motionscentret er smerte uundgåeligt, lidelse et valg,

her er dét naturens orden…

og senere

fristelsen til at stikke fingeren i kontakten eller springe ud

fra høje steder, hører det mon også til naturens orden?

Der er ingen progression i digtene, men en beskrivelse af en gennemtrængende kommercialisering, der gør selv det farlige, altså naturen, til noget velkendt og håndterbart. Dermed handler det også om trygheden i detaljen, den lille daglige orden, der holder det store kaos og følgelig angsten på afstand:

Jeg registrer havegangens sten, katalogiserer

nummererer…

bare for en sikkerheds skyld & fri mig fra fjerne lande 

Trygheden ved kulturen fremhæves flere gange:

naturen er et slag i ansigtet, respiratorens vejrtrækning

er mere stabil end de levendes

En afvejning af hvor kultur har kunnet afløse natur forhindrer ikke, at forfatteren til slut når frem til konklusionen:

men vi er mennesker & nødt til at gætte os frem

Sammenfattende en advarsel om hvad vi sætter over styr, når vi i stedet for at gøre plads til naturen, dominerer den og indkapsler hverdagen i rammer, der er så rigide, at der ikke er plads til mennesket. Det er set før, også i prosa (Som sagt, Frydendal og andre gidsler, Bogvægten.dk), men er her præget af en tankevækkende og skræmmende slagkraft.

Forfatter: Camilla Christensen

84 sider

Samlerens Forlag

Udgivet: 04.09.2009