Disneys oscar-vindende animationsfilm kan, sammen med Inception, ses som to forskellige måder at opnå flow på i et audio-visuelt medie som film (denne anmeldelse bør læses før anmeldelsen af Inception).

Flow

Med ordet flow refererer jeg blot til det faktum, at der jo ikke er nogen sammenhæng imellem de billeder og lyde, som en film består af. Konsistens og sammenhæng er noget der skabes i seerens hoved. Man kan i den forbindelse sige, at film som litteratur er at skabe forudsætningerne for, at den sammenhæng der skabes i modtagerens hoved, er en sammenhæng som er interessant og vil fastholde dem. Man kan som filmskaber sigte efter som de store Hollywood-produktioner at skabe en sammenhæng som er tæt forbundet til den offentlige diskurs, altså fanger folk ved at bruge genkendelighed som sit primære værktøj. Man kan som filmskaber også søge som den mere avantgarde del af filmbranchen at skabe noget mere personligt, eller noget som på anden vis afviger fra normen. En interessant note i den sammenhæng er, at alting selvfølgelig vurderes ud fra normen, så mere udfordrende filminstruktører ender stort set altid i en slags enten/eller -dialektik, hvor man enten er udenfor eller indenfor normen. Jeg vil påstå at det ikke altid har været sådan, at man hele vejen frem til firserne mere end i dag kunne tale om et meget mere nuanceret felt. Det er dog muligt at kritikere i tresserne, i ligeså høj grad følte at feltet lukkede sig, som jeg gør det i dag. Det kan være at det altid er sådan.

Suspension of disbelief

Både Inception og Frozens model for at opnå flow er baseret på et enkelt koncept, hvilket selvfølgelig er vigtig for alle film, nemlig suspension of disbelief. Ideen er grundlæggende den, at hvis din fortælling er underholdende nok, eller fangende nok, så gør det ikke noget at plottet måske ikke hænger helt sammen.

I sin glimrende bog ”The Imaginary Signifier” går semiotiker og psykoanalytiker Christian Metz i dybden med en analyse af film og biograf. En af præmisserne for hans tænkning er, at en publikummer altid ser en film fra to perspektiver. På den ene side har publikummeren sin intellektuelle tilbageholdenhed, vi ved alle at film ”jo bare er fiktion”. På den anden side er der en del af os, som nødvendigvis, på en ganske naiv måde, tror på denne fiktion. Jeg ved meget vel, at alle Wes Andersons film er ren fiktion, men jeg er ikke desto mindre følelsesmæssigt involveret i dem. Ligeledes er der, hvis man kigger efter, utallige mærkværdigheder og plot-huller i Christopher Nolans ”The Dark Knight” (på trods af at Jokeren tror på kaos, så er hans plan uendeligt kompliceret og fuldstændigt afhængig af hvert eneste trin), men de ødelægger ikke filmen, faktisk tænker jeg næsten ikke over dem, fordi jeg er så godt underholdt. Modsat kan man sige at efterfølgeren ”The Dark Knight Rises” indeholder uendeligt mange flere plot-huller, så mange at jeg ikke kunne se bort fra dem og lade mig fordybe i fortællingen. (Hvor mange timer har Batman til at redde Gotham, efter han kommer op af hullet, og hvor mange af dem bruger han på at rejse? Hvordan kom han ind i byen? Hvornår tog han sig tid til at hælde lampeolie udover en bro for at lave sit kæmpe logo, imens timeren til bomben talte og hvor arrogant er det lige?). Suspension of disbelief er forsøget på at få publikum til at glemme deres kritiske distance til værket og lade sig involvere i filmen. En kunst der er gået lidt i glemmebogen er i den sammenhæng, det man ser hos kunstnere som Rainer Werner Fassbinder og Bertolt Brecht, forsøget på aggressivt at appellere til den intellektuelle del af seeren, at fremmedgøre den naive, overfølsomme publikummer. Ligeså Lars von Trier som ofte formår at blande de to ting.

Disney-modellen

I Frozen har man, modsat Inception, søgt at skabe suspension of disbelief ved at fokusere på de enkelte scener. Ideen er altså grundlæggende, at hvis den enkelte scene er god i sig selv, så er det ikke så vigtigt hvordan den hænger sammen med den næste. Dermed er det ikke sagt at filmen er totalt usammenhængende, men der er godt nok mange huller og mangel på opbyggelse af motivation hos karaktererne. Filmen har dog stadig formået at skabe et stærkt flow med denne strategi. Det kan man se allerede på dens ekstreme popularitet.

Grunden til at det ikke fungerede for mig var imidlertid, at jeg ikke blev fanget af flowet grundet de utrolige friheder man følte at man kunne tage sig, da man lavede filmen. Det bør siges her, at jeg nok heller ikke er målgruppen. Filmen føles som om, at man på forhånd har besluttet at den skulle vinde en Oscar og i den sammenhæng tænkte, at fremtidens Oscar nok skyldtes filmens utrolige suspension of disbelief, hvilken man for mit vedkommende så helt har glemt at skabe, i troen på at den var selvsagt.

Der er således masser af enkeltstående scener, som fungerer okay som for eksempel trailer-materiale eller som sketch. De fungerer imidlertid kun delvist, når de sættes i en irriterende og utroværdig kontekst.

Hvorfor vurderer to tilsyneladende kompetente forældre, at den eneste løsning på deres datters problemer er at låse hende inde? Hvorfor vurderer troldene at den eneste mulighed er at ændre Annas hukommelse og skabe en kæmpe frygt i Elsa? Hvorfor er der absolut ingen karaktermæssig effekt på de to hovedpersoner i relation til deres langvarige indespærring? Hvem er det der holder dem indespærret efter forældrenes død? Hvordan har en så ung pige, siden sine forældres død, formået at holde kongeriget så harmonisk (jeg vil lige nævne her, at det historisk set er uhørt at have en lukket, anonym regering og forvente gode resultater)? Vi får heller intet at vide om, i den lange tidsperiode der er taget ud af filmen med henblik på at starte det søgte plot, hvordan de to piger lever i slottet, hvad foretager de sig? Der er masser af fint drama, at hente i deres forhold under indespærring og dertil også en mere troværdig karakteropbygning. Hvis Elsa tager af sted til det nordlige bjerg til fods, og Anna tager af sted til nordlige bjerg til hest, hvordan kommer Elsa så først (der er ikke vand nok til, at hun kunne have skøjtet hele vejen)? Der er ingen troværdig årsag til, at de to hovedpersoner ikke kan løse konflikten imellem dem med en samtale. Ingen i byen ved noget om Hans’ forræderi, så hvordan vurderer de pludselig at det giver mening at tæve ham, når han har været så god ved dem? Selve tvistet med Hans er utroværdigt, man har forsøgt at skjule det så meget, at det i reelt bliver en deus ex machina.

Dertil kommer også, at der kun er to af sangene der kommer på tidspunkter hvor det giver mening og timingen ikke føles akavet. Hvorfor skal troldene have en sang?

5/10 (Jeg har nu heller aldrig været stor på hverken animation eller musical. Ligesom med enhver anden gimmick, så skal der være en grund til at man synger en sang, eller fortæller historien som animation… Mere om Inceptions model i anmeldelsen af Inception).

Produktionsår: 2013

Instruktør: Chris Buck, Jennifer Lee

Medvirkende: Kristen Bell, Josh Gad, Idina Menzel

Spilletid: 1 time 48 minutter