Fjerde roman af Jonathan Franzen. Centralt i den omfattende roman står familien Berglund: Patty og Walter og børnene Joye og Jessica, en velfungerende amerikansk familie i et pænt kvarter. De er progressive, grønne og middelklasse, Patty er omsorgsfuld og venlig, men dækker over et voldsomt mindreværd forårsaget af fortravlede forældre, der foretrækker hendes kunstnerisk begavede søstre frem for sportsudøveren Patty, og oven i købet forsøger at dysse det ned, da Patty voldtages af en søn til en af deres bekendte.

Walter er familiemenneske, økomand og glad for sin kone. Desværre går det på et tidspunkt op for ham, at hun ikke er så glad for ham og aldrig har været det. Faktisk tænder hun på hans bedste ven.

Drengen Joye svigter alle idealer og engagerer sig i våbensalg. Familien kommer vidt omkring, men historien vedbliver at cirkle om nabostridighederne, hvor et af de hotte emner er, om det virkelig kan være Walter, der har myrdet katten Bobby?

Under handlingens fremadskriden underholdes vi med klip fra karakterernes baggrunde og især Patty der skriver biografi i terapeutisk øjemed er en kompleks og interessant figur. Walter er et mere homogent eksemplar af menneskeracen omend barnebarn af en ’vanskelig svensker’, men han har et betagende og voldsomt, mediedækket udfald da han som administrerende direktør for en ’kropsarmeringsfabrik’ holder tale om middelklassens fortrædeligheder og denne klasses rovdrift på naturen.

Romanen er fyldt med autentiske mennesker, fantastiske personbeskrivelser af sammensatte personligheder og deres mere eller mindre gennemskuelige bevæggrunde. Man kan ikke tale om et plot, men om et portræt af amerikansk middelklasse, når den er værst.

Jonathan Franzen

Oversat af Mich Vraa

584 sider

Gyldendal

Udgivet: 08.04.2011

Birte Strandby