Riad bor nu i Rennes med sin mor og sin ældste lillebror. Hans far har taget den yngste bror, Fadi, med sig til Syrien, og familien er ved at gå i spåner, især Riads mor lider under savnet af sin søn. Hun truer faren med bål og brand og prøver at kontakte politiet, men får at vide, at de ikke kan gøre noget, sålænge hun stadigt er gift med Riads far. Hendes mor derimod går radikalt til værks og skriver til præsident Mitterands kone, der pænt svarer, og fortæller hvem de skal henvende sig til i udenrigsministeriet for at få hjælp.

For Riad er familien ikke den eneste årsag til krise. I skolen møder han den spændende, tiltrækkende men ikke så kønne Anaïck, der har store fødder og en ubegrænset selvtillid. Hun viser interesse for Riads tegninger og musiksmag. Riad mener selv, at han har mødt kvinden i sit liv, men ellers er hans skoleliv relativt kompliceret. Miljøet er råt, og Riad betragter med nysgerrighed skolens hierarkier, hvor nogle tilsyneladende har det hele, rigdom, sportstalent og adgang til de sejeste af pigerne. En af de andre 14-årige har endda en 21-årig kæreste der kommer og henter ham i sportsvogn.

Riad har dårlig samvittighed over, at han tænker på piger, og det er især påvirket af hans syriske familie. Hans mor giver ham et lille guldkors og tager sine to ældste drenge med til Lourdes for at bede den hellige jomfru om at få den yngste tilbage. Samtidigt opsøger hun en clairvoyant for at få hjælp, og Riads undrer sig over tro og overtro.

Trods alle de konflikter og kultursammenstød Riad oplever, bliver han stadigt et mere positivt menneske, og pludseligt dukker hans far op i Rennes.

Fremtidens araber er i stadig udvikling. Hans miljø får Danmark til at virke uendelig puttenuttet. Tegneserien fungerer fantastisk til at få formidlet Riad mangefacetterede tilværelse, en skoleverden hvor der er en kamp om social hakkeorden, og et verden uden for skolen der er voldelig og uforståelig. Tegneserien er med Riads tumultariske teenagetid ikke længere velegnet for børn, men til gengæld både spændende og tankevækkende for den voksne læser.

Fremtidens araber 5

En barndom i Mellemøsten (1992-1994)

Riad Sattouf

Oversat af François-Eric Grodin

176 sider

Cobolt

Udgivet: 2022

Birte Strandby