Jeg træffes bedst i søvnen, mit sande væsen eksisterer kun i mareridt.

Poetisk og tragisk billede af en ung mands forsøg på at genfinde sig selv, efter at hans elskede har forladt ham.

Det er ikke blot meningen med tilværelsen, der er forsvundet. Det er selve menneskeligheden, og det er rammerne, som vores hovedperson angiveligt har et stort behov for. Han inddeler livet i fire vinduer: Fortid, fremtid, nutid, alternativ virkelighed – og han inddeler tiden i sindstilstande: Først mødet med den elskede, dernæst den begyndende foragt, og som den tredje tilstand: afkaldet på egen menneskelighed. Den fjerde periode er der, hvor depressionen bliver til melankoli. I den femte periode bliver melankolien til menneskelighed, og så er han tilbage ved første sindstilstand igen, bortset fra at denne nu rummer kaos.
Tiden før den elskede gik, benævner han ’mine nummererede dage’, og også det hænger sammen med den vigtige men nu forsvundne forankring til livet.

Den poetiske, velskrivende og rigeligt navlepillende hovedperson fortæller om tiden efter bruddet med kæresten, hvordan hun virker på ham, når de mødes, og om et tilfældigt bekendtskab med en kvinde, han møder på en bar.
Fortællingen falder sammen med, at han tager på rejse med vennen, Milo og ’to andre’. Rejsen omfatter indtryk af Stockholm, kanoturen, og af de mennesker, vennerne møder:

Vi omfavner hele deres eksistens i et blik og giver så slip igen. I de få sekunder er vi hele mennesker.

Der er risiko for at fare vild i ordene, og distancen til læseren er lang, men bogen emmer af fede metaforer og intens digtning.
Daniel Boysen Pedersen

110 sider
mellemgaard
Udgivet: 2013