En udviklingsroman uden alt for megen udvikling. Mads går med uløste forfatterdrømme. Hans parforhold med meget smukke Irene er skrantende og negativt, og hans bedste ven får under stor mediebevågenhed udgivet den roman, han gerne selv ville have skrevet. Oven i købet har vennen til sin hovedperson lånt karaktertræk og historie fra Mads. Mads har kortvarigt job som journalist på Politiken men engagerer sig ikke meget i opgaverne. Hans ven begår selvmord, Irene udvandrer fra forholdet, og Mads giver sig i stedet til at opsøge en ungdomskærlighed, en bosnisk veninde, med hvem han genoplever et ungdommeligt eventyr, inden det også slutter brat. Efter en længere nedtur flytter han hjem til forældrene i en alder af 33 år, og så får han nedfældet historien på papir, forfatterdebut, en plads i projektørlyset og muligheden for at forny forholdet til Irene.
Historien om den vordende forfatter omfatter en smertefuld proces og en del alkohol i lighed med eksempelvis Jeppe Krogsgaard Christensens Natjager fra 2011.
Desværre fungerer sproget ikke helt. Der er en vekslen mellem et genkendeligt og realistisk hverdagssprog og en uklædelig hang til sentimentalitet og overdrevne metaforer,
…badet i tårer fra tidligere på aftenen
Fra armhulernes fugtige grotter
Svetlanas mor åbnede sit hjerte
en hinde af skepsis og ansvarsfuldhed lagde sig…
Tragediehunger på første klasse
Dermed harmonerer det dårligt med journalistens periodisk mere raffinerede sprog: i mange år havde hun været overladt til distriktspsykiatrien og sin egen fordømte frihed.
Trods mange udredninger er der vedblivende en distance til Mads, så man som læser ikke helt får chancen for indlevelse eller blot forståelse.
Danny Rødgaard
226 sider
EC Edition
Udgivet: Maj 2012
