Det har været rendyrket fornøjelse at læse ‘Fordele og ulemper ved døden’. Bogen består af 64 artikler, taler og lignende af Umberto Eco, og den beviser ultimativt, at gamle professorer kan være alt andet end tørre og tandløse, for der er både sprængkraft og god underholdning i den gamle.

De 64 indlæg er fra 2000-2005 og behandler væsentlige emner som krig og etik, politisk moral, videnskab og teknologisk udvikling, krigens proces, religionskrige før og nu, selvmordsbombere og bin Laden samt de herligt ætsende kommentarer til Silvio Berlusconis ihærdige forsøg på et gøre den italienske stat til en del af sit personlige forretningsimperium – det er lidt sjovt at se hvor mange af hans medietrick, der kopieres herhjemme.

Eco’s skriverier er en ren gavebod af skarpe analyser, skæve indsigtsgivende betragtningsvinkler og påvisninger af årsagssammen-hænge, der må kunne åbne nogle forblændede øjne.
Hans betragtninger over nykrigens natur og analyser af dens spilleregler er virkelig interessant læsning. Med de nye olie- og terrorkrige er der udsigt til en næsten endeløs konflikt med terror i de rige og militært stærke stater og automatiserede småkrige i de mere perifere egne – med en indbygget risiko for at det hele udvikler sig til en meget større konfrontation for eksempel mellem den kristne og den muslimske verden eller mellem kinesere, indere og amerikanere.

Der er desværre så mange politiske og økonomiske interesser, der har gavn af denne permanente krigstilstand, at udsigterne for dens fortsættelse kun er alt for gode.

Angsten hjælper magthaverne til at blive i førersæderne, og med en medieverden styret af ganske få globale koncerner bliver befolkningerne i stadig stigende grad pacificerede til forbrugere i evig jagt på underholdning.
Selv om Eco ikke giver freden mange chancer efter logiske ræsonnementer om verdens gang, mener han alligevel, at arbejdet for freden er den bedste mulighed, vi har for en bedre verden.
Det evige liv har Eco ikke lyst til, for når man med tiden er blevet klog nok til at indse, at verden er fyldt med ærketumper – faktisk alle andre end én selv – så bliver døden en fordel, og man smækker kistelåget i med glæde og lettelse.
Forfatter: Umberto Eco
240 sider
Forlag: Forum