Med Kristian Østergaards nyeste essaysamling får vi forfatterens bud på en fortolkning af nogle af de værker, som historiens store forfattere og tænkere i vor vestlige kulturkreds har efterladt. Der er tale om kortere portrætteringer af 20 kendte mænds liv og skaben, spændende fra eksempelvis Paulus og Milton over Schiller og Goethe til Heidegger og Gadarmer.

Den essayistiske tilgang til disse åndsarbejdere giver i sagens natur ikke noget forkromet overblik over den enkeltes idegrundlag, hvilket da heller ikke synes at have været forfatterens hensigt. Derimod fremdrager Østergaard på overbevisende måde de tidstypiske karakteristika, der præger de omhandlede personligheders værker, og påviser at en del af datidens tankegods stadig er gyldigt ud fra et nutidigt perspektiv, ikke mindst i relation til en del af de problemstillinger af politisk, religiøs og mere hverdagsagtig art, som vi konfronteres med.

Forfatterens teologiske baggrund viser sig da også tydeligt i denne portrætbog, idet den kristne tradition fremdrages som en af hjørnestenene for vort samfunds indretning og den kulturelle forankring, der bevidst eller ubevidst influerer på vore handlingsmønstre. Iflg. Østergaard er kristendommen værd at kæmpe for. En smule gudsfrygt er påkrævet, ellers går man til i kedsomhed! Dette eksemplificerer han i bogens sidste kapitel om Dietrich Bonhoeffer, hvor det hedder:

Nogle kortspillere blev engang spurgt om, hvorfor de altid spillede om penge. Og de svarede, at ellers er der ingen, der gider at tage spillet alvorligt. Sådan er det i grunden også med kristendommen; hvis vi fjerner himmel og helvede fra kristendommen, så er der ingen, der gider beskæftige sig med dens bud og befalinger.

Spændingen må ikke tages ud af kristendommen, for gør man den tandløs, bliver den uinteressant.

Hvert kapitel afsluttes i øvrigt med en lille pointe og skrivestilen er let og levende. Læsningen bliver på intet tidspunkt kedsommelig, her og der krydres udlægningen med små anekdoter og bonmoter der får en til at trække på smilebåndet.

Et ankepunkt er imidlertid den til dels manglende kildeangivelse af citater, der vanskeliggør den mindre velbevandrede læsers mulighed for efterfølgende egenhændig fordybelse, ligesom en mere grundig korrekturlæsning havde været ønskværdig.

Overordnet set er essaysamlingen et godt eksempel på, hvilken aktualitetsværdi ældre stor litteratur har anno 2009, ikke mindst når den falder i kyndige hænder som Østergaards, der fortolker med vid og bid. Bogen er med sine velfunderede pointer en teaser for den, der ønsker nye indgangsvinkler til den europæiske filosofi- og litteraturskat.

Forfatter: Kristian Østergaard

Forlag: Hovedland

215 sider

Udkommet: 11. september 2009

Anmeldt af Rasmus Rune Axelsen