Roman der 200 år efter Søren Kierkegaard fødsel tilbyder en overbevisende udlægning af Kierkegaards sjælekvaler, hans forlovelse med den stakkels Regine og hans forhold til omgivelserne blandt andre biskop Mynster og provokatøren Meïr Goldschmidt.

Første kapitel handler om broren Peter Kierkegaards liv i tiden efter Søren Kierkegaards død. Gennem Peter Kierkegaard får læseren også et billede af datidens København og af den aldrende Grundtvigs regeren i Vartov, der får Peter Kierkegaard som daværende kultusminister til at overveje et forbud mod sindssyge præsters prædikener. Havde det ikke været for grundtvigianernes protester og trusler om at udtræde af folkekirken, var forbuddet blevet gennemført.

Romanen er skrevet i et vidunderligt sprog i respekt for den historiske periode. Den største dramatik finder man i kapitlerne om Kierkegaards forlovelse med Regine Olsen. En forlovelse der som de fleste andre forlovelser begynder med en forelskelse. Men Kierkegaard må slås med mange dæmoner, og han er overbevist om, at han er forbandet og vil dø ung som de fleste af sine søskende. Forbandelsen er nedkaldet af faren, der som ung hyrdedreng forbander Gud, men det får store konsekvenser for sønnen:

Det er Gud selv der hindrer mig i at træde ind i ægtestanden

Kierkegaard er sikker på, at han skal ofres som en Isak for sin fars synders skyld, og han slår op med Regine, men da hun insisterer på at fortsætte forholdet, opfører han sig på en måde, der skal give hende lyst til at slå op med ham. Samtidigt er netop forholdet til Regine afsættet for hans forfattervirksomhed.

Kierkegaards sjælekampe ses især i diskussionerne med vennen Emil, der bestandigt søger at ræsonnere med Kierkegaard om dennes forbandelse, eksempelvis mener han, at Kierkegaard jo ikke er stærk i troen, hvis han accepterer forbandelsen, for så kan han jo ikke tro på Guds nåde. Det er også gennem Emil læseren først møder Forførerens dagbog, der får Emils egen skribentvirksomhed til at fremstå som ’infantilt kludder’.

Alt i alt en glimrende roman og et godt sted at begynde, hvis man vil læse Kierkegaard.

Forbandelsen

Peter Tudvad
492 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 2013

Birte Strandby