Roman
Skønt denne bog angiveligt er en roman, opfører den sig mest som en selvbiografi. Jeg-fortælleren, Rebecca, beretter om en periode i sit liv, men trods et pænt flydende skriftsprog bliver man ikke rigtigt grebet, og læseren må nøjes med at betragte forløbet udefra – distanceret men med en vis interesse. Begivenhederne er beskrevet kronologisk og med kynisk overblik – som da en klient bliver syg af narkosen, og Rebecca konstaterer, at det da heldigvis ikke nåede ud til medierne. Der er så meget tempo over fortællingen, at man ubesværet får læst romanen til ende.
Rebecca uddanner sig som læge i en høj alder. Hun åbner sin egen klinik for lettere æstetisk kirurgi – altså fjernelse af ar og rynker. Siden udvider hun butikken med en kirurg, der kan tage sig af brystimplantater, og endnu senere gøres der plads til retning af næser. Det er ikke noget, Rebecca selv vil tage sig af. Hun væmmes ved tanken om de ulækre substanser man kan forbinde med næseoperationer! Et problem for en kirurg?
Rebecca bliver skilt fra sin mand tidligt i romanen og erkender ved samme lejlighed, at deres ægteskab mest havde karakter af langtrukken tilfældighed. Senere får hun lyst til at finde en ny mand, og på opfordring fra sin veninde skriver Rebecca en kontaktannonce og møder Sahin. De forelsker sig dybt i hinanden på trods af en anselig aldersforskel, og så kæmper de med aldersforskelle, kulturforskellighed og tillid i resten af romanen. På et tidspunkt er det lige ved at koste en af dem livet, og Rebecca må erkende, at nogle erfaringer er dyrekøbte.
De blå bjerge
Helle Söderhamn
316 sider
SKRIVEForlaget
Udgivet: 31.10.2013
Birte Strandby
