Marie vokser op på Langeland i starten af 1900-tallet. Hendes opvækst er præget af vold og seksuelle overgreb, hvilket ikke er en unaturlig del af det fattige lokalmiljø. Marie får hurtigt en voksenrolle i familien, da hun bliver nødt til at hjælpe mere og mere til i hjemmet.

Da 2. verdenskrig slutter, ændrer Maries liv sig. Sammen med elektrikerlærlingen Otto med de klare blå øjne rejser hun til København. Her får Marie arbejde på en telefonfabrik, mens Otto læser til ingeniør. Det er lige indtil Marie bliver gravid og nu er skæbnebestemt til et liv som hjemmegående husmor.

Marie og Otto får to børn og starter et familieliv op i et af forstædernes parcelhuskvarterer. Maries opvækst vil dog ikke slippe taget i hende, og hun passer ikke ind i forstadslivet. Samtidig bliver Otto mere og mere voldelig. Han forstår ikke, hvorfor Marie ikke bare kan være glad og smile lidt, når hun jo har det som blommen i et æg.

Marie er på mange måder en skrøbelig sjæl, der har svært ved at finde sin plads i livet. Hun kommer ikke godt ud af det med de andre husmødre og synes ofte, at hun er alt for god til dem. Her kommer titlen på bogen ind i billedet.

Selvom “Folkets skønhed” er navnet på et maleri, som Maries far en dag har med hjem, er Folkets skønhed i høj grad også et symbol på Maries tanker om sig selv. I starten af fortællingen oplever man stor sympati med Marie, men som fortællingen udvikler sig, får Marie flere og flere usympatiske træk. Man bliver derfor som læser hele tiden udfordret på, hvilket ben man skal stå på. Dette giver en ekstra dimension til bogen.

Folkets skønhed er en unik skildring af Danmark i det 20. århundrede. Bogen er en fortælling om den generation, der flyttede fra landet til byen. Særligt er bogen en hyldest til de hjemmegående husmødre, der, ligesom Marie, steg fra underklassen til middelklassen.

Bogen er dog også langt mere end det, da den er baseret på forfatterens egen slægtshistorie. Det er helt sikkert ikke et tilfælde, at Maries ene datter hedder Merete, som forfatteren selv.

Folkets skønhed

Merete Pryds Helle

428 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2016

Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk