Spændende udgivelse om filmbyen København

Her er alle nuancer: den ny Nordic Noir, som slet ikke er så ny, når man tjekker i arkivet, det hyggelige, folkelige: Olsenbanden og Huset på Christianshavn, og den uhyggelige by der opsluger de unge, Lone (Ang.: Lone), lillebror i Submarino og den debuterende Ib Mossin i 1953, når den da ikke lige støder folk fra sig som i Allegro og Reconstruction.

Ideen med bogen er ifølge forfatterne at tegne et portræt af København på film på en måde, hvor byen og de levende billeder får lige meget plads.

Det er godt forsøgt, men det bliver alligevel det hyggelige gensyn med de mange film og den interessante anbringelse i nye sammenhænge der er bogens force. Og det er helt fint. Den glimrende tekst suppleres illustrativt af velvalgte billeder fra yndlingsfilm og -serier.

Nordic Noir forbindes først og fremmest med Forbrydelsen og Broen, men forfatterne føjer Afsporet fra 1942, Mordets melodi (1944) og Ang.: Lone fra 1970 til samlingen, der gør byen til et mørkt, upersonligt sted, hvor man let kan komme til skade.

Så er det folkelige København betydeligt mere tiltrækkende, mættet med humor når man ser det gennem Ballings øjne, omend ikke ganske uden fortrædeligheder som i Den store badedag instrueret af Stellan Olsson og Barndommens gade af Astrid Henning-Jensen. Masser af film foregår i det indre København såsom Iqbal Farooq og Sonja fra Saxogade, men også forstæderne lægger location til optagelser blandt andet Bænken, første film i Per Flys klassetrilogi, Italiensk for begyndere, Lone Scherfigs dogmefilm, og Nordvest af Michael Noer. I Bænken demonstrerer Jesper Christensen i rollen som Kaj i øvrigt tydeligt forskellen på forstaden med den lidt usle hverdagshygge og hovedbanegården, hvor man let kan blive væk for sig selv.

Filmens København er let og god underholdning der får præsenteret København som en spraglet og rummelig metropol og samtidigt giver et lille portræt af dansk films historie. Som supplement til filmhistorien får vi Egon Olsens favorited:

… hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, kommunister, skolelærere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater …

Katrine Sommer Boysen & Sophie Engberg Sonne

Filmens København

– Hovedstaden i levende billeder

252 sider

Gyldendal

Udgivet: 01.09.2017

Birte Strandby