”Fejltrin” er første bind i en helt ny krimiserie med titlen En Doggerland krimi. Bogen er skrevet af svenske Maria Adolfsson og foregår på den fiktive øgruppe Doggerland. Den er beliggende i Nordsøen et sted mellem Danmark og England. 

Handlingen tager sin begyndelse dagen efter Oistra, den årlige østersfestival, i Doggerland. En enlig kvinde findes brutalt myrdet i sit hjem. Kriminalassistent Karen Eiken Hornby bliver uventet sat til at lede efterforskningen da offeret, Susanne Smeed, har en tæt forbindelse til hendes chef. Hvad kollegerne og ledelsen ikke ved er, at Karen og hendes chef netop har tilbragt natten sammen.

Den første tanke er at efterforske om Susanne Smeed kan være offer for et hjemmerøveri, der er gået helt galt. Men det viser sig, at offeret var en ret upopulær kvinde. Derfor må politiet også undersøge, om nogen har ønsket hende død.

Karen og hendes kolleger er opsatte på at rense deres chef for mordet. Det står hurtigt klart for Karen, at hun er nødt til at undersøge Susanne Smeeds opvækst for at afklare hvem, der kan have motiv til at slå ihjel. Derfor må hun grave i fortiden. Langsomt afdækker Karen, hvordan Susannes tidlige opvækst i et hippiekollektiv i Langevik i 1970 måske har sammenhæng med hendes al for tidlige død.

Sideløbende med at Karen dykker ned i offerets liv, må hun også undersøge sin chefs alibi. Hun er samtidig plaget af skyld over, at hun overfor kollegerne fortier, at hun har været sammen med chefen.

Maria Adolfssons hovedperson er en singlekvinde på 48 år, der bærer rundt på en tung bagage. Hvilke ar hun har på sjælen, afdækkes gradvist i bogen. Karen Eiken Hornby er tiltalende og troværdig i rollen som kriminalassistent, fordi hun både begår fejl og fordi hun er en ægte fighter. Hun er samtidig oppe at slås imod en signifikant kønsdiskriminering i Doggerlands politi. At forfatteren adresserer sådan en problematik giver så afgjort point hos mig.

I det hele taget gør Maria Adolfsson meget ud af tilføre autenticitet til sin fortælling. Eksempelvis er der i efterforskningsteamet en vis disharmoni, da kollegerne ikke altid evner at trække på samme hammel.

Miljøbeskrivelsen skal fremhæves. Forfatteren gør sig stor umage for at gøre de fiktive Doggerland øer og deres natur levende for læserne. De er som et smukt og råt miks af det England, Sverige og Island.

Spændingskurven er måske en anelse ujævn, men det kan tilskrives at forfatteren har travlt med at introducere læserne for et nyt interessant persongalleri og et nyt – fiktivt – miljø. Når det er sagt, så er plottet spændende og forfattet helt efter bogen med små overraskende twists undervejs.

Nogle småting kan man stille spørgsmålstegn til. Især i slutningen er der et tidspunkt, hvor kæden desværre er ved at hoppe af for mig. Vores ellers så handlekraftige hovedperson er pludselig ved at opgive sin efterforskningsteori og lade sig indordne under ledelsens dessiner. Heldigvis vender hun stærkt tilbage. 

Undervejs i min læsning tænkte jeg på Elly Griffiths engelske krimiserie om arkæologen Ruth Galloway. Denne krimiserie vil givetvis tiltale samme læsere. Her får du også en velskrevet, hyggelig og ublodig krimi med en tiltalende hovedkarakter. ”Fejltrin” er en velskrevet krimi, der samtidig tegner lovende for serien En Doggerland krimi. Maria Adolfsson har foreløbigt skrevet tre bøger i serien, så der altså mere godt i vente til de danske læsere.

Fejltrin

Forfatter: Maria Adolfsson 

Oversættelse: Line Zahll og Marie Y. Karlsen

Forlag: People´s Press

484 sider. Indbundet 

Udgivelsesdato: 20. februar 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg