Hvor man har indtrykket af, at ældre tiders udviklingsromaner og -historier handlede om unge der stadigt var i teenagealderen, så har hovedpersonen i den moderne udviklingsroman efterhånden sneget sig op på femogtyve til tredive år – en sen udvikling, der hænger ofte sammen med vanskeligheder med forældrene.

Astrid tager til Ecuador, da hun har bestået sin lærereksamen – også for at slippe fri af familien og et afsluttet kæresteforhold. Veninden Karen støder til senere, og i Quito møder veninderne to tyske rejsende. Karen forelsker sig i den ene – Patrick, der på sin side forelsker sig i Astrid, der klart foretrækker Alvaro fra Guayaquil – eller Indianeren som hun kalder ham. For Indianeren bliver det en seriøs forelskelse og han tager Astrid med hjem til sin familie. Astrid bliver skræmt over den pludselige og overvældende familiaritet, samtidigt med at hun grunder over om hun har arvet sin mors sindslidelse. Hun får feberanfald og forlader Indianeren. Derpå flytter hun og Karen lidt rundt, og Astrid lander på hospitalet og får der afkræftet sin formodning om arvelig sygdom, hvorefter hun bliver klar til at gå videre med sit liv. Bortset fra et besøg på Galapagosøerne går tiden med at ryge joints og drive rundt. Det lyder ikke særligt eventyrligt, og det er heller ikke, fordi romanen bringer store nye temaer frem til læseren. Teksten er skrevet i korte sætninger, der er pænt tempo på formidlingen, og romanen er let læst. Personerne virker troværdige nok, men man kommer ikke rigtigt ind under huden på nogen af dem, og Astrids bekymringer om sygdom og kærester forbliver let uvedkommende.

Anita Albers

254 sider

EC Edition

Udgivet: 24.08.2012