Fanget af dig er fjerde roman i Crossfire serien, hvis basale tema er sex. Smukke, sexede Eva med den ydmyge baggrund har mødt den fantastiske, sexede, stærke, smukke og hovedrige Gideon Cross. Parret har deres slagsmål, de har traumer og lig i bagagen. Desuden har de begge efterladt sig knuste hjerter, og de slås i al deres daglige succesrigdom med andres misundelse. Herudover kører han en seriøs forretning, og hun har job og velgørenhedsprojekt. Men alt dette er kun bagateller, der skal udfylde pauserne mellem hver gang de har sex, eller skabe afstand så de kan have skænderi- eller forsoningssex.

Eva og Gideon skiftes til at have fortællestemmen, og man fristes til at tro, at det er for uafladeligt at kunne holde læseren opdateret om, hvor sexet den anden part ser ud. Her er en af Evas kommentarer om Gideon:

Gideon  tilførte stedet en svimlende dosis testosteron, som fik mig til at føle mig blød og feminin og ivrig efter at blive besudlet.

Udover arbejdsopgaver der aldrig fylder så meget, at de kan fjerne tankerne fra det essentielle i denne tilværelse (sex), så tillægges medierne og hyppige Facebook-opdateringer stor værdi.

Fifty Shades får Crossfire-romanerne til at ligne blege kopier, men romanernes succes i USA kan hænge sammen med puritanismen sammesteds.

Handlingen er beskeden – Eva og Gideon arbejder på skabe et tillidsbaseret forhold, og parringsfrekvensen så høj, at selv oversættelsen har tabt pusten og har kaldt et partoutkort for et Adgang overalt-pas; Præsten til brylluppet bistår i stedet for at forestå, og det gamle ordsprog: ’En søn er søn til han møder sin viv, en datter er datter hele sit liv’ er faldet ud af teksten.

Fanget af dig

En Crossfire-roman

Sylvia Day

Oversat af Karen Fastrup

432 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 02.01.2015