Du har altid haft det så nemt. I virkeligheden har du overhovedet ingen ret til at være lykkelig
Sådan siger forfatterens mor til sin datter. En forbløffende bemærkning til en datter, men måske meget sigende for familien. Det er en familie med flere mørke hemmeligheder. Faren har efter et uheld som barn drukket nogle dråber af en ætsende væske og har jævnligt brug for at blokke sit spiserør ud. Det er smertefuldt og bliver værre med tiden, men det er ikke noget man taler om.
Trods sit skjulte handicap får faren gang i et sandt virksomhedseventyr, og det bliver til mange spændende rejser mest for forældrene, men også ind i mellem for Dorte. Blandt de store oplevelser er der en rejse til Nairobi. På hotellet fatter en tjener interesse for teenageren og tilbyder hendes far 20 okser for at få hende som hustru. Faren afslår efter grundige overvejelser.
Familien er stor og præget af splid. Der er søskende der ikke taler sammen i årtier, og nogle dør uden at slutte fred. Måske ligger der mere bag, men tilsyneladende er grunden, at den ene bringer sin schæferhund med til juleaften i den andens hjem.
Bogen består af mange små kapitler og kan godt give et lidt fragmentarisk indtryk, men Dorte Futtrup er fortæller og slipper fint fra de mange erindringsglimt, der både præsenterer familien og dens dystre hemmeligheder, et liv i Danmark i halvfjerdserne og firserne, og ikke mindst Futtrups egne overvejelser om familien og dens ikke altid forståelige opførsel.
Slangerne i skabet
En erindringsfortælling
Dorte Futtrup
188 sider
Dorte Futtrup Forlag
Udgivet: 2023
Birte Strandby
Dorte Futtrups hjemmeside: https://dortefuttrup.dk