Skønt Tracy Letts, forfatteren bag Familien, er for ung til at høre til den gruppe, der kaldes sydstatsforfattere, og skønt der ikke er enighed om, hvorvidt Oklahoma, lokation for filmen, kan betragtes som en af Sydstaterne, så indeholder Familien mange lighedspunkter med værker af sydstatsforfattere som Erskine Caldwell, Tennessee Williams og William Faulkner.
Alene karakterernes opførsel overfor hinanden og deres sære, snuskede hemmeligheder, der bliver endnu mere snuskede af al den hemmeligholdelse er nok til at henlede opmærksomheden på Caldwells ligegyldighed, Williams’ forfølgelse af den nærmeste lyst og Faulkners hykleriske karakterer.
Til gengæld er der ikke meget af den berømte sydstatscharme, som man jævnligt kan møde hos enkelte personer i eksempelvis House of Cards.
Men det betyder ikke, at filmen er ucharmerende. Tværtimod så er skuespillet fremragende – som det jo sædvanligvis er med Meryl Streep, Julia Roberts og Chris Cooper i bærende roller – filmatiseringen grænser sig til det ærlige, og meningsudvekslingerne er tragiske og bizarre grænsende til det komiske.
Familiefaren begår selvmord, og de tre døtre og deres familier kommer for at deltage i begravelsen. Hvert familiemedlem repræsenterer en udgave af svigt, og den mest uskyldige oplever det største svigt – at blive offer for en hemmelighed, der burde være forblevet hemmelig. Moren, Violet, er kyniker, hendes søster er ikke bedre, og når man hører om mormoren, forstår man hvorfor. Samtidigt imødeser de ethvert optræk til larm i gaden med en vis forventning, og ingen ville betegne familiens kvinder som konfliktsky, mens mændene generelt adlyder, roser maden – og prøver at holde sig under radaren. Et familiedrama med usædvanligt mange sårede.
Instruktør: John Wells
Skuespillere: Meryl Streep, Julia Roberts, Benedict Cumberbatch, Ewan McGregor, Juliette Lewis, Abigail Breslin, Dermot Mulroney, Chris Cooper
