Nikolaj Arcel fortsætter sin oversættelse af Jussi Adler-Olsen fra bog til film. Denne gang kommer afdeling Q, ledet af Carl Mørck, på sporet af rigmanden Ditlev Pram der sammen med nogle bekendte, siden et kostskole ophold i sin ungdom, har fået for vane at udføre kriminelle handlinger i form af voldelige overgreb.
En hvilken som helst lærer eller lærd person der beskæftiger sig med kunsten at skabe fiktion, at oversætte virkeligheden til noget meningsfuldt, vil fortælle dig, at det er en dårlig ide at have en skurk hvis eneste motivation for at være ond er at være ond.
Det er i det hele taget en dårlig ide at lade sine karakterers motivation basere på en tautologi. Det sagt er der ingen faste regler i fiktion. Man kan altid skabe en ramme, eller kontekst, hvor en specifik regel eller konvention ikke gælder længere. For eksempel kan et helt cast af ulidelige karakterer med ulidelige replikker fungere fint, hvis rammen er, at de i fiktionen har som arbejde at være sådan, men i deres dagligdag som fiktionelle karakterer er anderledes. Ligeledes kan en ondskabsfuld person uden motivation for sin ondskab fungere fint hvis han er en ung kostskoledreng. De fleste publikummer ville, hvis de blev spurgt om, hvor Ditlevs ondskab kommer fra, sandsynligvis svare at det nok har noget at gøre med, at han er en forkælet rigmandssøn.
Der er som så ingen opbygning omkring Ditlevs karakter, men så længe folk accepterer denne vage baggrund som en motivation, så behøves der heller ikke at være det. Igennem tiden er vi blevet konfronteret med et utal af historier om unge mænd på kostskoler og det er derfor let for os at acceptere den manglende forklaring på Ditlevs ondskab. Tærsklen for at suspension of disbelief slår til, er ekstremt lav i denne situation grundet mængden af gentagelser. Faktisk ville filmen sikkert modtage kritik for at være en kliché, hvis Ditlevs motivationer blev opbygget mere. Arcels håndværk ligger lige præcis i at forudse den slags ting. Han laver et ekstremt præcist snit i udvælgelsen af, hvad vi skal vide og hvad vi ikke behøver at vide. Ganske vist har nogle anmeldere kritiseret dette snit, Ditlevs manglende motivation, men de fleste har ikke sagt noget til det, og den generelle holdning omkring filmen er i øvrigt positiv.
Det samme kan man ikke sige om Ole Bornedals serie 1864 som også kører i øjeblikket, og hvor Pilou Asbæk ligeledes spiller en umotiveret, ondskabsfuld karakter med et svagt navn der starter med D (Didrick). Grunden til den generelle accept af Ditlev og forkastelse af Didrick er ganske enkelt at Didrick som både har været i krig, er af rig familie og har en underminerende faderfigur, ikke har været på kostskole ligesom Ditlev. Manglende indsigt i Ditlevs forældre siger mere om ham, end hele opbygningen af forholdet imellem Didrick og hans far siger i det hele taget. Hvad kan vi lære af det? Folks fordomme betyder alt i drama.
Fasandræberne er ligeså flot som sin forgænger (Kvinden i Buret). Såfremt vi taler om en serie af film, er det heller ikke så mærkeligt, at man har satset på en konsekvent stil. Nikolaj Lie Kaas i rollen som Carl Mørck er tungere at danse med end nogensinde før. Alle karakterers autencitet stiger proportionelt med Carl Mørcks symbolske vægt. Det er virkelig synd for Assad (Fares Fares) at han skal arbejde sammen med den mand.
Som stort set alt seriøst, dansk drama (med undtagelse af En Familie) er filmen godt håndværk og som stort set alt seriøst, dansk drama formår den ikke at være meget mere end det. Den formår dog at være ganske ubehagelig og tung at se, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde.
6/10 (Danica Curcic spiller fabelagtigt)
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Manuskript: Nikolaj Arcel
Medvirkende: Sarah-Sofie Boussnina, Pilou Asbæk, Nikolaj Lie Kaas og som altid alle danske skuespillere og én svensker med et spøjst navn (Fares Fares).
Spilletid: 1 time 59 minutter
Alex G. Østergaard
