Hver nordmann sitter hver dag 40 minutter bak et ratt. Det er snarere et forfallstegn, enn et skinnende håp om en bedre fremtid.

Et land på fire hjul rummer stof der kan få blodtrykket til at stige til uanede højder. Bogen handler om, hvordan Norge – ligesom Danmark – blev et billand uden smålige hensyn til, om bilen egentligt gjorde noget godt for samfundet og menneskeheden. 

Vi begynder tidligt i det 20’ende århundrede og oplever, hvordan privatbilismen smadrer frem med utallige trafikdrab, børn der bliver dræbt, mens de venter på fortovet – og bilister der bliver frikendt for manddrab! Det er ualmindeligt afskyelige historier, og det er desværre ikke kun i Norge, de har fundet sted.

Nogle fremskridt er der sket siden dengang: Nu er der nogenlunde konsensus blandt bilister om, at man ikke kører nogen ned, blot fordi man kan. Der er smuttere, temmelig mange, men angiveligt er moralen en anelse højere, end den var for 100 år siden.

Når bilismen har haft en så stor ødelæggende effekt, skyldes det ifølge forfatteren et demokratisk svigt over mange år. Mægtige samfundsinteresser indenfor olie-, vej- og bilbranchen har uden modstand fået lov til at at præge området. Bløde trafikanter blev ligefrem nedgjort i norske aviser, for hvis bilismens ofre – oftest kvinder og børn – fremstod simple og uansvarlige, var det lettere at undertrykke dem, når der skulle tage beslutninger om højere hastigheder gennem byerne:

Det er ikke hyggelig at være bilist i Oslo og se hvordan fotgjengerne behandler bilistene. De formelig fryder sig når de kan hindre en bil i at komme frem., skrev Aftenposten i anledning byens trafikkuke i 1937.

Biltilhængerne er magtfulde og lynhurtige til at danne fælles front:

De antikvariske begrensningene på 25 km/t i by virket malplasserte.

Hva var egentlig poenget med tekniske fremskritt hvis biler ikke fikk utnytte sitt fartspotensiale? Motorfolket mente lovbestemmelsene forvandlet bilister til lovbrytere i det øieblikk man går inn i sin automobil.

I stedet ønskede motorfolket, at hastigheden i byerne blev sat op til ‘en fart som folk respekterer’. En fart der skræmmer fodgængere væk?

By- og vejudviklingen følges i Bergen, Trondheim og Oslo. Der er beretninger om, hvordan sporvognen fjernes for at gøre plads til bilen, En sporvogn kunne flytte 200 mennesker på samme areal som fem bilister. 

De værste tiltag påbegyndes i halvtredserne, hvor bilismen er kraftigt stigende. Bilen var en statusmarkør, og bilisterne slap for at mænge sig med pøblen i den kollektive transport. Samtidigt kom den kollektive transport under pres, fremkommeligheden blev forringet på grund af bilismen, og regeringen vedtog, at kollektivtrafikken ikke skulle have subsidier, men koste det den kostede. Desværre var der ingen der regnede på, hvad bilen kostede, når man medregnede bilens krav til store vejarealer, den forringede luftkvalitet, trafikulykker og livskvalitet for byernes indbyggere. 

I løbet af 60’erne og 70’erne møder bilismens indflydelse på byen kritik, og fra udlandet har man masser af dårlige eksempler på bilbaseret byudvikling. Ydermere viser tal fra USA, at der blev dræbt flere i trafikken på et år, end der blev dræbt på to års Koreakrig. Men de norske billobbyer har styr på deres politikere. Først da en række forfattere og kunstnere i 1969 analyserer en berømmet vejplan, bliver det afsløret:

… hvordan det vesentlige planleggingsdokumentet var bygd på en rekke mer eller mindre skjulte ideologiske forutsetninger. De påviste hvordan teknokrater hadde tilegnet seg en uforholdsmessig stor makt over politikerne. Og de kunne avsløre hvordan privatbilismen generelt var et uttrykk for kapitalismens hegemoni og underkuelse av folket. Den økende biltrafikken fremsto som et storstilt eksperiment ingen visste konsekvensene av. I stedet hadde politikerne latt den vokse uhemmet.

Bogen indeholder grundige beskrivelser af lokal by- og veludvikling i de tre norske byer. Det er skræmmende læsning, men fænomenet med at lade bilen diktere byens udseende kendes også fra danske byer.  Fra slutningen af tresserne og ikke mindst med Brundtland-rapporten fra 1987 kom der nyt fokus på bilismens destruktive følgevirkninger, men tiltagene har indtil videre været få og små – som de er det i Danmark, hvor man trods vores verdensrekord i asfalt pr. indbygger stadigt taler om at bygge flere motorveje og broer.

Alligevel slutter bogen positivt. Nu har vi indset bilismens problemer. Måske kan vi også nå at gøre noget for at mindske dem.

Det norske forlag Res Publica er ofte med i front, når det handler om tidens vigtigste trends, i 2020 udgav forlaget blandt andet Ensomhetens århundre og Verden på vippepunktet.

Et land på fire hjul

Hvordan bilen erobret Norge

Ulrik Eriksen

272 sider

Res Publica

Udgivet: 2020

Birte Strandby