15 noveller, eller måske en fragmenteret roman, der får alle løse ender bundet sammen til sidst.

De fleste af novellerne handler om facader – om det mennesker vender ud mod verden, og om det der ligger bag. I novellen Pyntedukke fortæller en kvinde om sit liv. Hun har selv grundlagt det bureau, hvor hun nu arbejder sammen med elleve kolleger. Hun og familien lever vegetarisk og antiinflammatorisk. Hun nyder havbade hver morgen, og familiens hjem beskriver hun som afslappet og poetisk. En misundelsesværdig tilværelse? Næ, der er en bagside, som man ikke kan misunde.

Tre af novellerne handler om Anne-Sophie, der er eksemplarisk flittig på gymnasiet og universitetet, efterfølgende har sex med mange, men kun er forelsket i en og i øvrigt når frem til en kedsommelig tilværelse med lidt for meget vin. Som i Pyntedukke har hun tilsyneladende det hele, men Anne-Sophie kan ikke rigtigt finde ud af at forvalte det.

Anderledes med Lizette. Hun er nylig fraskilt, mor til to teenagere og går i seng med chefen for at score en højere løn og en forfremmelse. Lizette er målrettet nok, men hendes metoder er ikke helt driftsikre, og da chefen pludseligt ansætter en akademiker der skal overtage de bedste af hendes opgaver, får småligheden og jalousien et boost der kører helt af sporet.

Det er udmærkede, underholdende og let tragiske noveller om kvinder der har lidt af os alle og noget, der kun tilhører dem. Alle kvinderne præges af en forbløffende fastlåsthed, nogle styres alene af andres forventninger, og nogle styrer alle omgivelserne. Samlet giver det en række små billeder af almindelige – ufrivillige? –  liv.

en rigtig dame

noveller

Heidi Kølle Andersen

182 sider

alpha

Udgivet: 16.04.2021

Birte Strandby